Angst del. 2

MIN HISTORIE OM ANGST
– OG HVORDAN JEG FIK DET BEDRE

Freeze
Da jeg forstod det var angst der skabte disse situationer for mig, begyndte jeg at lede efter muligheder for at komme af med min angst. For jeg var så deprimeret over at jeg ikke kunne de ting, jeg før havde kunne.
Jeg blev oftere fysisk syg. Og min angst isolerede mig og gjorde mig bange for kontakten med andre mennesker. Angsten var ofte også en fysisk lidelse for mig, hvor jeg ikke forstod hvad jeg var angst for, men jeg kunne bare mærke den i hele min krop. Det kan være svært at forklare følelsen. Men en nervøs sitren. Ubehag i kroppen. Klamme og kolde hænder. Madlede. Lidt den samme nervøse følelse af ubehag, som at skulle op til eksamen. Uden at jeg skulle noget i den stil.
Mine angstanfald var langt værre end det. Det kunne ofte føles som om jeg skulle besvime (samme oplevelse jeg havde, første gang i bussen). Men heldigvis oplevede jeg ikke anfaldene så hyppigt. Jeg fandt ret hurtigt ud af at mit kontroltab skabte disse anfald. – Når jeg havde brug for at flygte eller kæmpe, men ikke kunne nogen af delene og blev fanget i min egen angst. Hvilket jeg synes er en tilstand der bliver glemt når vi taler om angst. For angst bliver altid beskrevet som en tilstand der kræver “kamp eller flugt”. Det er korrekt, men vi glemmer den sidste. “frys”. Det har jeg personligt oplevet meget. “Fight, Flight, Freeze”.

Dog lod jeg mig ikke holde tilbage af angsten – nogle gange overmandede den mig, og isolerede mig. Men jeg formåede ofte at bryde fri af den, og komme ud.
Det har altid hjulpet mig at gøre det modsatte af hvad angsten fortæller mig. Det var også derfor jeg tog ud og rejse, selvom jeg havde lyst til at aflyse rejsen ligeså snart den var bestilt. Udelukkende pga. flyveturen.
Jeg vil have det godt. Jeg vil kunne gøre det jeg drømmer om. Jeg vil ikke være begrænset af min hjerne, den skal være med mig, ikke mod mig. Ingen fortjener at være slave for sin angst. Jeg ville ikke ønske det for min værste fjende. Selvom det kunne være godt hvis onde mennesker bare blev hjemme, haha.

SIMONS REAKTION PÅ MIN ANGST
En kæmpe hjælp, har for mig været Simon. Han har aldrig selv oplevet angst på den samme måde, og havde derfor svært ved at sætte sig ind i hvad der skete, når jeg fik et angstanfald eller var angst for ting der ikke gav mening. Men han satte sig ind i hvad der skete med mig og hvorfor jeg reagerede som jeg gjorde. Han talte med mig om det, for at forstå det. Og prøvede at finde ud af hvad han kunne gøre. Det var en utrolig stor hjælp og tryghed for mig.
Jeg har selv hørt om andre med angst, som er blevet mødt med “du skal jo bare slappe af”. Det synes jeg er så komisk, og et tydeligt tegn på at vedkommende ikke aner hvad angst vil sige. Man kan desværre ikke bare slappe af, når man har angst. Man kan ikke selv gøre for det. Men det kan virkelig også være svært at forstå hvordan det er, når man aldrig har prøvet det på egen krop. Det synes Simon det var. Men derfor var jeg også bare endnu mere taknemmelig og rørt over, at han valgte at sætte sig ind i det.
På trods af det, synes jeg stadig det var det mest pinlige i hele verden, når jeg reagerede med angst.
Hver gang vi har været ude og flyve føler jeg mig så lillebitte. Simon er så sød, han sørger altid for at jeg kan sidde yderst, så jeg har bedre mulighed for at rejse mig op og gå rundt, hvis jeg begynder at få det ubehageligt. Men når vi har oplevet at vi alligevel ikke har fået sæder ud til gangen, har Simon sat himmel og hav i bevægelse for at folk skulle rykke rundt, og personalet skulle finde en plads til os osv. Der har jeg virkelig følt mig lille. Det er jo så super sødt og velmenende, og også helt rigtigt at han gør det. Men jeg føler alle synes jeg er latterlig for at reagere som jeg gør. Jeg hader at de skal sættes i arbejde pga. min irrationelle frygt. Det ender altid med at jeg undskylder at jeg er så latterlig. Har lyst til at grave mig ned i et mørkt hul. – Men så igen, det er rimelig klaustrofobisk, så det ville jeg nok ikke turde. Haha.

TERAPI OG MEDICIN
Jeg startede hos en psykolog og en terapiform der kaldes Tankefeltterapi.
Tankefeltterapi er en teknik, hvor du banker med fingrene på nogle punkter på din krop og i dit ansigt, imens du tænker på din frygt og mærker frygten i din krop. Det hjalp et godt stykke af vejen, og holdt mine anfald nede. Men angsten og tårerne kom dog stadig når jeg var mest presset. Hele min krop gik i “frys” når de værste anfald kom, og så var det svært at tænke “nu skal jeg tappe mig selv på de punkter”. Når jeg knap nok kan huske hvad jeg selv hedder.

Det der virkelig var banebrydende for mig, var da jeg indså at jeg kunne få medicin mod det.
Jeg er af den overbevisning, at medicinering ikke hjælper på længere sigt. At man skal arbejde med psyken, for det er som regel der det hele ligger gemt.
Jeg stod i en situation, hvor jeg måtte finde en “hurtig” løsning. Da en stor og længere rejse til USA lå lige om hjørnet. Derfor fik jeg ordineret en form for nervehæmmende piller. Oxabenz.
Jeg fik at vide jeg kunne tage 1 pille før flyafgang, og derefter 1/2 pille når vi var i luften. Det medførte at jeg var påvirket af pillerne det meste af turen. Simon synes at det var sjovt. For jeg blev utrolig kærlig, og fortalte ham uafbrudt hvor meget jeg elsker ham. Jeg sang sange, fordi jeg følte mig let, glad og uden frygt. Faldt pludselig i søvn. Og kunne ikke huske det meste af flyveturen efter. Mine nerver var fuldstændig hæmmede. Jeg prøvede sågar at tænke på de mest skræmmende og uhyggelige ting jeg kunne, men intet af det rørte mig.
Jeg tog en pille før hver flyvning, og var lykkelig over at de virkede. Når jeg ikke kunne finde mine piller inden en flytur, kunne jeg gå i panik over det. Jeg kunne ikke overskue tanken om et angstanfald, nu hvor jeg netop havde prøvet at være fri fra det. Der er noget fjollet over at blive angst af ikke at kunne finde min medicin imod angst.
Imens jeg var i Los Angeles og skulle til castings på film, oplevede jeg også angst, hvilket er super normalt når man skal vurderes i en job sammenhæng. – Samme følelse som at skulle til en jobsamtale på et job man gerne vil have, eller gå til en eksamen og gerne vil have en god karakter.
Der havde jeg tanken “hvad nu hvis jeg bare lige tog en halv pille inden…”, men jeg vidste at det ville være roden til alt ondt. Det går ikke at jeg udelukker alle situationer for angst med medicinering, ellers kan det gå hen og blive farligt, så jeg lod heldigvis være.
Da jeg var hjemme i Danmark igen, og skulle bede lægen om nye piller, bad han mig om at gå ned i dosis. Jeg havde fået at vide på forhånd at pillerne var stærkt vanedannende, og man kan ende med at blive meget afhængig af dem. Men jeg så ingen problemer. Jeg spurgte ind til hvordan man kunne se tegn på om man var afhængig. Han fortalte, at de fleste oplever det som panik hvis man ikke kan finde pillerne, og at man overvejer at tage dem i forbindelse med andre situationer.
Jeg løj lidt og sagde at “det lød sørme ikke rart”, men gik selvfølgelig med til at gå ned i dosis. Haha. Ups! De piller er bestemt ikke for sjov.
På trods af at ‘afhængigheden’ er en uhyggelig bivirkning, har pillerne rent faktisk hjulpet mig. Så længe jeg ved de ligger i tasken, gør det mig tryg. For så ved jeg, at jeg har muligheden for at tage en pille, hvis min angst skulle dukke uventet op under flyvningen.
De sidste mange (kortere) flyvninger, har det ikke været nødvendigt at spise piller. Jeg har kunne holde angsten nede, og jeg er meget stolt af mig selv.

I BLIKSPANDSFLY MED ANGST
På vores bryllupsrejse til Afrika, oplevede jeg dog en del flyvninger i meget små og ramponerede fly. Her var det nærmest umuligt for mine piller at holde mine nerver nede. Særligt fordi noget af det mest uhyggelige for en med angst, er at skulle gøre noget man ikke har gjort før. Og jeg havde aldrig fløjet med så lille et fly før.
Vi havde 10 flyvninger i alt, til og fra Afrika. Bl.a i et som jeg beskrev som “en blikspand med vinger” (det lignede det dybest set, så lille var det). Jeg blev sat til at lukke og låse flydøren som jeg sad op af. Scary much….
Til sidst føltes det som om mine nerver ikke engang magtede at træde til længere. Særligt på de store fly, endte jeg med ikke at tage piller. Det rørte mig ikke det mindste. Jeg følte jeg havde mødt og bekæmpet “bossen”, ved at opleve de værste og mest usikre fly. De store, flotte fly gennemgår ligefrem sikkerheds-tjek inden de letter, i stedet for at andenpiloten bruger den tid på at tage selfies (yep, that happened ).

SOCIAL ANGST OG SAMTALETRICKS
Jeg kan også stadig opleve angst i sociale sammenhænge. Jeg bliver bange for hvad andre vil tænke om mig. Og jeg opbygger forventninger til mig selv og bliver super perfektionistisk omkring det.
Når jeg mærker socialangst, er jeg begyndt at skrive forskellige oplevelser ned som jeg kan dele, og spørgsmål jeg kan spørge folk om. På den måde giver jeg mig selv en tryghed, ved at jeg har en “sikkerhedsline” jeg kan ty til, hvis jeg får brug for det. Det er også et trick Simon bruger når han f.eks skal til et møde eller lignende – og han plejer ellers ikke at have problemer med at tale, hehe.
Jeg må også prøve at sænke forventningerne til mig selv. For jeg har altid en idé om at jeg skal være centrum for festen, på trods af at jeg har mest lyst til at sætte mig i et mørkt hjørne og hvæse af alle der nærmer sig.
Men når det lykkes mig at sænke forventningerne til mig selv, plejer jeg oftest at begynde at hygge mig og faktisk blive en større del af arrangementet, end jeg havde regnet med. – Det skal jeg lære. At sænke forventningerne til mig selv.
Angst er også så snedig, at alt virker dobbelt så farligt når jeg forestiller mig det. Den nemme løsning er at bukke under og blive hjemme. Men efter jeg tager mig sammen og kommer ud af døren til den skræmmende skuespillerfest, med alle de store kanoner jeg gerne vil imponere, falder angsten når jeg har været der lidt. Folk er jo for det meste søde. Det er bare lidt svært at forklare min angst.

For mange er angst en meget stor del af deres liv. De kan være meget hæmmede af det, at det har indflydelse på stort set alt de foretager sig. Da jeg ikke selv har angst i så slem en grad, kan og vil jeg ikke udtale mig om disse tilfælde af angst. Det føler jeg ikke jeg har ret til. Men jeg kender til angst, og har heldigvis kunne arbejde med at få mit under så meget kontrol, at jeg kan leve et liv som jeg gjorde før jeg fik angst. Jeg kan derfor ikke sige “har du angst, så skal du da bare gøre sådan her…” for angst har som sagt mange ansigter. Jeg kan kun fortælle min historie, og hvad der virkede for mig.
Derfor skal du også vide, at hvis du kender nogen med angst, og ønsker at forstå dem bedre, kan du ikke tage mit eksempel for hvad angst er for netop det menneske. Det er du nødt til at tale med den person om, og lære hvad du kan gøre for at hjælpe ham eller hende.

ANGSTTROLDEN
Jeg har erkendt at min angst er kommet for at blive. Men jeg har fundet ud af at jeg kan takle den til en vis grad. Jeg er begyndt at se min angst som en ting, eller et væsen, nok nærmere. Og her kommer min forklaring på den “biologiundervisning” jeg gav dig i 1 del, med mine små illustrationer:
Ved at erkende at jeg må leve med den, har jeg også måtte lære den at kende. Derfor gav jeg mig god tid til at læse om angst, og forstå hvor angsten kommer fra og hvorfor den opstår. Det har givet mig en stor lettelse, at føle jeg forstår hvad der sker i min hjerne.
Når min hjerne lærer forskellige ting, ser jeg alt i billeder. Jeg ser nærmest en form for tegneserie inde i mit hoved. Derfor tegnede jeg alt det jeg forestillede mig, da jeg læste om amygdala, hippocampus og alle de andre søde skabninger i vores hjerne. Jeg ved selvfølgelig, at det ikke er sådan det ser ud inde i hjernen, ha ha. Men at jeg visualiserer det, hjælper mig med at forstå hvad der sker.
Når jeg mærker min angst, anerkender jeg dens tilstedeværelse. Jeg forstår hvad det er der sker inde i min hjerne. At den lille bange fyr, Amygdala, er gået i panik igen og har fået sendt kortisol og adrenalin-hunden rundt i min krop.
Nogen gange hilser jeg ovenikøbet på angsten, og siger “hej, angst, er du nu her igen?”. Og så forestiller jeg mig at jeg tager fat i selve “angsttrolden”, og tager den i hånden. Jeg anerkender at den er der, og når den siger noget til mig, tager jeg mig en snak med den. Dybest set, jeg gør den til en lille version af mig, som jeg ser fysisk, og som jeg kan tysse på når den bliver for dum at høre på.
Det virker godt nok skørt, når jeg nu læser det efter jeg har skrevet det ned. Men det har altså virkelig hjulpet mig meget at se angsten som en ekstern ting der påvirker mig, og ikke noget er bare ER mig. Nu er det så blevet en lille trold i stedet for.

Jeg må snart have fået det sorte bælte i at forstå min krop efterhånden. Mærker jeg at min krop er utryg, at den slår alarm og min puls og vejrtrækning stiger. Så forsøger jeg at trække vejret dybt ind af næsen. Jeg fokuserer på at holde min krop i ro, og at holde fokus på bolden. Jeg er blevet god til at opdage min angst i god tid, og arbejde så dybt med den, at jeg kan få den til at falde lidt til ro efter få minutter. Det går ikke altid helt væk, men jeg bliver mere rolig og fattet.

Jeg har lært at man skal trække vejret gennem næsen, da det parasympatiske nervesystem derved sørger for at der falder ro over hjernen, og at man mindsker kortisolen og adrenalinen I kroppen.

HVORFOR JEG FORTÆLLER OM MIN ANGST – YAAAS QUEEN
Man skal lytte til sig selv. Det er vigtigt. Vores kroppe fortæller os hele tiden ting, og hvis vi ikke lytter, ender vi netop med angst, stress, depressioner og psykiske sygdomme.
Selvom det for mig i starten var sort snak at skulle lytte til sig selv. Så har jeg lært det igennem bl.a meditationer, mindfulness og alverdens øvelser igennem min interesse for selvet, kroppen og igennem skuespillet.
Meget af det lyder indimellem som en gang hokus pokus. Men det er det nu egentlig ikke. Det er rent faktisk meget videnskabeligt og biologisk. For det hele arbejder sammen. Derfor skal vi være gode ved os selv, og for den sags skyld, også ved andre.

At skrive om angst og lægge det ud i offentligheden, så du nu kan sidde og læse det, har været angstprovokerende for mig. For, hvad nu hvis du ikke kan lide det? Eller endnu værre, hvad hvis du ikke kan lide mig? Men på trods af al tvivlen, så gjorde jeg det. Og det er jeg stolt af. Det har også givet mig en succes oplevelse, der styrker mig.

Jeg så et interview med kokken fra Netflix’s Queer Eye, Antoni Porowski. Han fortalte om, at han lider af angst, særligt social angst, som jeg også har fortalt om tidligere, at jeg har døjet meget med. Jeg blev utrolig følelsesmæssigt påvirket af det. Både fordi jeg ved hvor svært et emne det er at tale om, men at han på trods af det, fortæller sin historie. Og fordi jeg kunne spejle mig selv i ham. Det betød meget mere end jeg selv havde regnet med. Man føler sig pludselig meget mindre alene, og meget mindre som en “freak”. haha
Han inspirerede mig til at skrive om min angst, fordi jeg indså hvor vigtigt det er at tale om.

Jeg håber at jeg ved at dele min historie, kan hjælpe bare et enkelt menneske til at være lidt mere sikker på, at personen ikke er alene eller forkert.

Du kan også læse om andres historier med angst, og dele din egen på SammenOmAngst.dk.
Hvis du har angst, og ønsker hjælp til at kunne kontrollere den eller har spørgsmål til hvordan du kan arbejde med dig selv, kan du kontakte angstforeningen.
Bliv medlem hos dem, læs deres medlemsblade og tag med til deres arrangementer, så du kan hjælpe dig selv til at få det bedre.
I medlemsbladet for juli måned 2020, kan du læse et interview om hvad jeg har oplevet i forhold til min angst.

Tak for at du læste med. <3