Vild Bryllupsrejse del. 8 – Uganda

FATTIGE UGANDA, STRESS OG ÅRETS KOMIKER

Uganda er præcis som man forestiller sig.
Dog frodigt. Smukt, grønt landskab med bjerge. Men ååååh hvor er der fattigt! Det gjorde ondt at se på og at være i. De er desperate efter penge. Hver eneste dag forsøgte nogle nye ugandanere at snyde os for at få lidt ekstra til dem selv.

GEDEKØD OG BANANER
I en af deres storbyer kæmpede de for at sælge deres afrikanske mad, til alle der holdt ind til siden. Det var helt vanvittigt at se på. De løb rundt, og hang indover biler og busser, møvede sig frem, og klatrede nærmest over hinanden. Ikke nok med det, så solgte alle stort set det samme: Plantain (grillede bananer og gedekød på spyd). Vi fik også lov at smage denne afrikanske “snack”- som vores guide kaldte det. Meget simpelt, men det smagte godt.

Dem der har biler i Uganda (det gælder egentlig også for Kenya) er de “rige”. Alle andre, går, på arbejde. Når man kører ned af de store motortrafik veje, ser man folk vandre langs vejkanten. Mange kilometer.
Offentlig transport, er enten i form af nogle klamme busser, som de anbefaler turisterne at holde sig fra. Mange uheld sker pga. disse busser, fordi de aldrig bliver sikkerheds-tjekket.
Mange vælger også at blive transporteret bagpå både cykler, scootere og motorcykler (uden hjelme). Skal du på en længere tur, er det bare op i ladvognen sammen med de andre og alle bananklaserne. Og så sidder du der de næste par timers tid. Så vil jeg hellere sidde på gangen i DSB-toget mod Aalborg. Ha ha.

SIMBA SAW LODGE
Det tog os 8 timers kørsel at ankomme til Simba Safari Lodge. Øv et ækelt sted! Der var myg over det hele, og vores rum var klamt. Toilettet lignede noget fra en Saw gyser, og der var store fugtskader, skimmelsvamp og ingen varmt vand.
Igen blev det lidt for meget for mig. Alt det man tænker når man tænker “bryllupsrejse”, var ikke rigtig sket. Tværtimod. Det var ret deprimerende. Og det her sted, var bestemt ikke en bryllupsrejse værdig.
Under min tid i Skotland, begyndte jeg at få nogle stress reaktioner. Også en helt ny type; stik i min hud på ryggen. Til at starte med troede jeg, at jeg havde fået en form for udslæt. Men der var intet at se. Efterhånden begyndte jeg at se et mønster, i at jeg fik denne stikkende smerte på min ryg, hver gang der skete ting jeg ikke kunne overskue. Stikkene kom igen og igen mens vi boede i Simba Safari Lodge. Jeg havde det bestemt ikke godt.
Jeg skammede mig over, at jeg brokkede mig så meget over forholdene. For alle andre omkring os, levede under langt værre forhold. De boede i små blikskure, med kun et forhæng som dør. Og det er bestemt ikke alle der har adgang til rent vand. Men vi danskere, er bestemt ikke vant til at leve på den måde. Vi kan jo slet ikke finde ud af det. Selvom der stod vagter med våben ved indgangen, og lodgen var omringet af høje mure med pigtråd, følte jeg mig helt vildt utryg ved at være der.

GLUTEN, ÆG OG ANDRE PROBLEMER
Nu hvor jeg er i gang med at brokke mig, så kan jeg lige fortælle om min madsituation:
Jeg er så “heldig” at være blevet gluten intolerant. Og jeg tåler heller ikke æg, med mindre det er blevet bagt godt og grundigt i en ovn.
Men afrikanerne er ikke helt med på den nye “trend” ift. gluten. De aner stort set ikke hvad det er. I Kenya havde jeg få kampe for at få mad, det var forventet. Men i Uganda var jeg virkelig på dybt vand. De er allesammen søde, og vil gerne hjælpe. Men de forstår det ikke rigtig, når det kommer til stykket. Når vi skulle på safari, var det de ansatte på Lodgen der skulle lave madpakker til os. Uanset hvor meget jeg udførligt forklarede, at jeg ikke kunne indtage hverken æg eller brød, gik det galt. Jeg fik masser af hvidt brød, kiks og æg med i min madpakke, og sultede mere og mere for hver dag. Jeg havde så mange problemer med at indtage føde, at jeg begyndte at spise alt jeg kunne få fingre i. F.eks har jeg aldrig kunne lide melon, men jeg har aldrig spist så meget melon, som jeg gjorde i Uganda. Jeg fik lov at spise lidt af Simons mad. Og nogle dage måtte jeg dele mit tørre stykke kylling og 5 tørre kartofler ud på hele dagen, så jeg spiste lidt, både morgen, middag og aften. Ja, man bliver kreativ. Meget lidt overraskende, tabte jeg mig ret meget i Uganda.

ÅRETS KOMIKER OG DAGENS HELT
Dagen efter vi var ankommet, havde jeg lidt af en hastesituation.
Simon var blevet nomineret som Årets Komiker til Zulu Comedy Galla, og Russell Howard havde lavet en nominerings video, som Zulu gerne ville have, Simon skulle se. Den store udfordring kom i, at jeg skulle filme hans reaktion imens han så videoen, og sende videoen til dem bagefter.
Hele dagen var vi på safari. Vores klamme Lodges wifi virkede ikke. Og vi havde ingen signal i Uganda.
Hvordan downloader man en video af Russell Howard fra en mail, som Simon skal se, imens jeg filmer ham, samt sende videoen af Simons reaktion tilbage, helt uden wifi eller telefondækning spørger du? – Ja, det spurgte jeg også mig selv om mange gange i løbet af den dag.
Simon måtte ikke vide hvad der skulle ske. Så jeg luskede rundt og undersøgte muligheden for wifi, de forskellige steder vi kom hen.
På en salt-farm hørte vi om hvordan de hver dag går og strør saltvand ud over det lag størknede salt, og om hvor lidt penge de tjente på det. Jeg gik samtidig og stressede over at jeg snart skulle finde noget wifi. Jeg kan virkelig godt forstå hvis guiden Robert følte jeg var lidt af en idiotisk turist, der gik og spurgte efter wifi uanset hvor vi var. Det virkede vist mest som om jeg slet ikke gad være der. Men jeg var faktisk super frustreret over at jeg ikke kunne få lov at være 100% til stede. For det var utrolig interessant det hele.

Da vi ankom til en lille restaurant i Roberts barndomsby, med udsigt ud over den smukkeste flod, fandt jeg endelig wifi i et lille område af restauranten. Her forsinkede jeg hele vores tur, på at få hentet videoen ned, og lade Simon se den. Men det lykkedes da heldigvis og Simon blev utrolig glad for videoen og Russells flotte ord.
Herefter fik vi en fantastisk sejltur på floden, hvor vi så en masse vandbøfler, krokodiller, flodheste og elefanter.

ENDELIG RO MED TYVEN TIMON
Vi kom til et hotel som vi sukkede over. Hvorfor boede vi ikke her? Vi ville ikke tilbage til Simba Safari Lodge. Dette hotel var meget mere os, og så havde de wifi, så vi kunne sende videoen af Simons reaktion tilbage til Zulu.
Robert gav os lov til at blive der og spise aftensmad på hotellet, så vi ikke skulle tilbage til vores triste Simba Safari Lodge.

Så der sad vi, Simon og jeg. Udenfor i solen og nød den smukke udsigt ud over bjerge og søer, og drak drinks og spiste lækker mad. Mad jeg kunne tåle! Og som ikke var melon eller tør kylling!! Jeg var i himlen!
Hotellet havde Banded Mongoose (Timon) rendende. De var super nysgerrige, og kom tæt på for at se hvem vi var. De løb hele tiden i hotellets køkken og stjal mad. Så kokkene havde et hyr med at få dem ud. Vi var godt underholdt og nød tiden hvor vi for første gang følte at vi var på bryllupsrejse.

Vi sad i komplet ro, kiggede ud i luften, trak vejret dybt og nød hinandens rolige selskab.
Det fik mig til at tænke på, hvor vigtigt det er med sådanne pauser. Uanset hvor fedt det kan være at opleve fede ting og have travle dage, om det er bryllupsrejse, fester eller arbejde, SKAL man huske at indlægge pauser. Man har brug for at sidde ned, drikke en kop kaffe, få mad, ro og SMS’e over wifi med mor, som en forkælet dansker. Ha ha. Det er helt ok, og vigtigt for hele ens krop og sjæl. Tryghed, vaner og rammer, det kan hjernen lide. Namaste.

Vores guide hentede os, så vi kunne nå ud af parken inden den lukkede ved solnedgang. Men vi havde et problem; vi kunne nemlig ikke komme afsted, for hotellets manager var i færd med at snyde os for penge. En virkelig grim oplevelse som du kan læse meget mere om i næste del af min og Simons bryllupsrejse. “Vild Bryllupsrejse del. 9 – Uganda”