Vild Bryllupsrejse del. 11 – Uganda | Bryllupsrejse

HAKUNA MATATA

Bjergene var smukt indrammet af de store vinduer i vores brudesuite. Det lignede et kæmpe tredimensionelt maleri. De fik mig til at falde til ro og satte tiden i stå. En følelse jeg havde længdes efter længe.
Vi vidste også at alt det “værste” var slut nu. Der ville snart begynde at falde ro på, og det havde vi brug for. Men for at komme til den ro, måtte vi igennem et par dage i transport. Den første dag startede med 10 timer i bil. Efter at vores guide Robert, endnu engang måtte tage en afrikansk diskussion med restaurantpersonalet, som ikke havde de madpakker klar til os, som han havde bestilt dagen forinden. Jeg kunne godt forstå hans frustration, når han forsøgte at give os en god tur, men blev bremset af andre, som ikke var gode nok til deres arbejde.

UDUELIGE AFRIKANERE
Afrikanernes motto er : Hakuna Matata. Det er deres arbejdsmorale desværre præget meget af.
Når de stod der med deres store brune øjne, og trådte dem selv over fødderne, imens de forsøgte at fremstamme en sætning på gebrokken engelsk, var det nu svært at blive vred på dem. Hotel- og restaurations branchen, er et meget attraktivt job at få i Uganda, så deraf kom præstationsangsten nok. Man havde helt lyst til at give dem en krammer og sige, “det skal nok gå det hele”.
En aften på Rushaga Safari Lodge, sad vi og spiste i restauranten, sammen med alle de andre turister. De sidste havde netop fået serveret deres mad. Og tjenerne havde tydeligvis intet at tage sig til herefter. Så der sad 5 tomandsborde og spiste, imens ca. 20 tjenere stod og kiggede på. Det føltes så forkert og fjollet på samme tid. Hvis nogen havde gjort det i Danmark, var de blevet fyret på stedet. Haha. Men jeg blev i det mindste mæt, og vi var nu klar til en rejse på ramponerede Uganda veje.

UROLIGHEDER PÅ GADEN OG I KROPPEN
Vi kørte over ækvator for at komme til byen Entebbe, hvor vi skulle overnatte en enkelt nat i Via Via Guest House. Vi vidste det var Bed & Breakfast, så vi forventede at det muligvis ville være værre end Simba Safari Lodge (læs om vores værste overnatning i “Vild Bryllupsrejse del. 8 – Uganda“). Frygten blev forstærket da vi kørte igennem Entebbes fattigdom og primitivitet.
Imellem de grå faldfærdige bygninger, primitive madboder, løstrendende geder, mænd på cykler og kvinder med spande balanceret på hovedet, kom 10 mænd slæbende med en anden mand, som de tævede løs på. Alle omkring dem virkede fuldstændig upåvirkede af situationen.
Vi var i den situation, at vi var sultne efter den lange køretur på 10 timer. Simon så på de faldfærdige “hoteller” og lejlighedskomplekser, og overvejede hvordan han skulle overleve at bevæge sig ud i gaderne for at finde glutenfri mad, med en iPhone og kontanter i hånden. Han forsøgte at berolige mig med, at det ikke ville blive et problem. Men da vi endelig ankom til Via Via, erkendte han hvor bange han havde været for sit liv.

ET LILLE STYKKE PARADIS I KAOTISKE OMGIVELSER
Via Via gav ham grund til at ånde lettet op, for dette sted var et lille stykke paradis skubbet ind midt i det primitive liv. På trods af al elendigheden, formår de altid at skubbe et lille område af paradis ind til turisterne. Altid omringet af pigtrådhegn, og vagter med automatvåben ved indgangen. Det føles voldsomt, men det er desværre nødvendigt for at “mzungu” ikke bliver røvet og slået ihjel.
Via Via Guest House var et smukt lille sted, som emmede af regnskovsstemning. (Hvis I nogensinde har været i en zoologisk have eller den blå planet, hvor de i et rum har indsat regnskovslyde, forstår I måske en snert af vores oplevelse.) En høj lyd af fugle, aber, cikader og mange andre dyr jeg slet ikke forstår eksisterer, var en konstant baggrundssymfoni.
Og her fik vi den bedste mad vi havde fået på hele turen i Via Vias restaurant. Vi nød den tropiske stemning og ro.

Om morgenen blev jeg vækket af aber der lavede ballade ude foran vores terrassedør. Weird følelse. Det sker ikke hver dag.
Jeg var både glad for og ked af, at skulle forlade Uganda – og deres overvældende smukke natur. Jeg følte jeg havde fået så meget med mig. En forståelse for en anden “verden” og for et andet folkefærd. Vi var fyldt med tanker og indtryk, og havde det fantastisk med, at vi nu skulle bruge et par uger på at processere det hele.

Vores nyligt fundende ro og balance holdt dog ikke længe.
Vi skulle med fly videre til Zanzibar, og det blev nok en af de mest “spændende” flyvninger jeg har været ude for. Hele vejen, lige fra da vi checkede in, begyndte den ene udfordring efter den anden.
Læs med i næste del (Vild Bryllupsrejse del. 12 – Zanzibar (Måske) ), hvor jeg fortæller om hvor vågen man er nødt til at være i en lufthavn i Uganda.