Vild Bryllupsrejse del. 5 – Masai Mara

FACE TO FACE MED DEN VILDE NATUR

Jeg blev en smule nervøs da vi startede nedstigning af flyet ud over savannen, hvor de eneste levende væsener i sigte, var giraffer.
Men der landede vi, sikkert og godt, midt i ingenting.
En flink mand der hed Peter, tog imod os i en åben safari jeep. Han var vores guide, og kørte os mod vores camp, Karen Blixen Camp.
Allerede på vej mod campen, var vi så heldige at se flere forskellige smukke dyr. Hele savannen var nærmest sort af gnuer. I deres selskab var også altid den nuttede Thomson gazelle. Det var helt fantastisk at opleve dem i deres habitat.

Campen var større end vi havde regnet med. Også langt flottere.
Vores telt lå ca. 10 min gang fra restaurant og reception. Vi blev udstyret med en klokke, som vi skulle benytte efter mørkets frembrud. En vagt eskorterede os så frem og tilbage, for at vi ikke skulle blive angrebet af rovdyr.
I starten lavede vi lidt grin med den lille klokke. Men vi forstod ret hurtigt hvor vigtig den egentlig var. Turen til og fra vores telt var nemlig altid lidt af en spændende oplevelse, selv i dagslys. Vi mødte bl.a aber, Eland (den største gazelle), Kirk’s dik dik (den mindste gazelle), Banded munkgooses (bedre kendt som Timon, fra Løvernes Konge) og vildsvin (bedre kendt som Pumba, fra Løvernes Konge.)
De farligere dyr besøgte kun campen i nattetimerne, så jeg var rigtig glad for at vagterne fulgte os.

Campen og vores telt lå lige ned til Mara floden, hvor der boede ca. 30 flodheste med unger. Der var normalt også krokodiller i floden, men dem havde flodhestene skræmt væk, fordi de var bange for, at deres unger ville blive spist. Men ellers plejer de at komme fint ud af det sammen.
Flodhestenes brøl lød som en forvokset bulldog blandet med en stor gris. Super ucharmerende. Men man kunne ikke lade være med at holde af dem. De accepterede at vi var der, og vi accepterede dem. I hvert fald indtil man lige pludselig stod face to face…! Vi sad ude på vores terrasse, og nød udsigten fra vores nye hjem, da en flodhest kom vraltende op af vandet. Den standsede lige foran os, og så mindst ligeså overrasket ud som vi gjorde. Vi var blevet informeret om, at flodheste er det farligste dyr der findes – lige efter myggen og mennesket. Så vi var klar over at den kunne gå til angreb på os når som helst. Heldigvis vraltede den videre med sin store bagdel. Vi var glade for dens valg, og åndede lettede op. Fantastisk oplevelse, når man sådan overlever at møde et så stort dyr på tæt hold.
En anden aften, da vi var på vej i seng, kunne vi også høre en flodhest ude foran teltvæggen. Den larmede voldsomt, da den stod og åd af det lange græs der omsluttede teltet. Vi blev enige om at lade den spise i fred og tage ørepropper i. Ingen af os var rigtig i humør til at gå ud og bede den om at dæmpe sig 😀

Vi opholdt os ikke meget i teltet, da vi var på safari flere gange om dagen. Nogen morgener stod vi op ved 5 tiden da det stadig var mørkt, for at opleve de dyr der var vågne på det tidspunkt, og for at se dyrene stå op sammen med solen. Det var et magisk syn.
Når vi kom hjem om aftenen, fik vi mad i restauranten af vores søde tjener Job. Job var gammel Masai, som er en stamme der bl.a lever i Masai Mara, og primært lever som hyrder. Han fortalte gode historier og lærte os at begå os på Swahili (som er det de fleste taler i østafrika)
Ordene: Asante sana (Tusind tak), Asante (tak), Karibu (velbekomme eller velkommen), Jambo (hej), fik os godt på vej.

Masai folket lever så anderledes end os fra de vestlige lande. Mange af de historier vi fik om dem, lød mest som røverhistorier. Jeg følte jeg var landet på en helt anden planet.
Masaierne er et nomadefolk og går ofte klædt i røde, spraglede klæder kaldet Shuka. De driver deres kvæg rundt på savannen, og sørger for at kvæget ikke bliver ædt af løver.
En stor del af masai hyrdernes fødekilde er kvægenes blod og mælk. Ja, de dræner kvægets halspulsåre for lidt blod, og drikker det.
Det var interessant at se de unge Masai drenge gå rundt og hyrde kvæg. De starter som 4-årige med at passe geder, for at lære hvordan de hyrder, og når de bliver 6 – 13 år, er de gamle nok til at hyrde kvægene.
Om aftenen, så vi dem gå ind i små telte de selv havde bygget på savannen. De så ikke synderligt komfortable ud. Men der sov de om natten, imens de holdt øje med at der ikke kom løver og tog deres kvæg.
Det var super surrealistisk. I Danmark går forældre godt nok i små sko i forhold til. Der panikker de over hvis deres børn ikke har kunne se scenen til en “frost-koncert”. Jeg tror vi mangler en smule perspektiv i Danmark indimellem. Vores problemer synes i hvert fald pludselig så pinagtige. Selvom jeg tror at den rigtige opdragelse ligger et sted i midten. hehe.

Jeg havde selv et moment jeg ikke var stolt af. Vi havde ingen wifi i campen, kun i en enkelt hytte, hvor man kunne sætte sig og bruge wifi, når det altså virkede.
Det kunne jeg mærke jeg havde det underligt med i starten. Man er jo bare så vant til at være i kontakt med alle hele tiden.
Men jeg vænnede mig super hurtigt til det, og det var faktisk rigtig rart at være offline.
Når vi endelig fik kontakt til internet, var det så ligegyldigt og så latterligt, alt hvad der skete hjemme i dk.
Det blev virkelig sat i relief med det vi oplevede i Kenya, når man konstant bliver bombarderet med danske chok overskrifter, som at Lars Løkke havde lidt problemer med Kristian Jensen. Man kan ikke lade være med at tænke: Ja ja, men vi har da mad på bordet. Det hele skal nok gå.

Grunden til at vi tog til Karen Blixen Camp, var fordi vi håbede på at se en masse skønne dyr på savannen, og at opleve den store migration. Den store migration sker 1 gang om året hvor gnuerne og zebraer sammen migrerer henover savannen og krydser floder tusinder af gangen. Her får krokodiller og løver sig ofte et stort festmåltid. Ingen ved rigtig hvorfor gnuerne vælger at krydse floderne frem og tilbage. Men jeg kunne forestille mig, at de også kan have følelsen af at græsset er grønnere på den anden side.

Vi fik os nogle voldsomme oplevelser på disse safariture. Jeg oplevede en stærk kærlighed til naturen. Men det medførte også at jeg blev voldsomt følelsesmæssigt påvirket under nogle af vores oplevelser.
Læs om hvorfor, og hvad der skete i næste del af min og Simons bryllupsrejse: Vild Bryllupsrejse del. 6 – Masai Mara