Vild Bryllupsrejse del. 13 – Zanzibar

PARADIS LIGGER I AFRIKA

Vi blev vist rundt på vores hotelværelse på Breezes Hotel, som havde udsigt ud over det smukkeste blå hav og en hvid sandstrand med palmer. Jeg græd af glæde over hvor smukt der var. Er du sindssyg hvor jeg havde glædet mig. (Ja, jeg er et meget følsomt menneske.)

For at komme fra vores hotelværelse og ned til restauranten, gik vi igennem den smukkeste velholdte have, hvor farverne sprang i øjnene og solen varmede os.
Restauranten bugnede med lækker mad og god stemning. Der var alt hvad hjertet kunne begære, og oveni købet også mad jeg kunne tåle. Jeg spiste så meget at jeg fik ondt i maven. Det var fantastisk. Jeg følte virkelig jeg var kommet til paradis.

ZANZIBARS VELSTAND
Zanzibar omfatter flere små øer, som ligger ud for Afrikas (Tanzanias) østlige kyst. Det var sjovt at se hvordan landet var i gang med at ændre sig. Flere af de lokale nævnte også at der altid havde været fattigt, men pga. turismen, var deres økonomi begyndt at blive bedre. Da vi netop kom fra lande i Afrika, hvor fattigdommen var ekstrem, kunne vi tydeligt se forskellen, selvom der selvfølgelig stadig var utrolig fattigt. Men hvis vi var kommet med fly direkte fra Dubai eller Danmark, havde vi nok ikke kunne se forandringerne på samme måde. (Som når man tager direkte til Randers. Der er det godt at have været på Crazy Daisy inden, så man liiiige vænner sig til stemningen, haha!!)

HAVET GÅR TIL ANGREB
Jeg brugte meget tid på at studere havets flod og ebbe. (Jeg havde jo ikke så meget andet at tage mig til, hvilket jeg tror var meget sundt). Fra middagstid forsvandt vandet, og folk fra landområderne fandt lige så stille vej derud og samlede mad ind fra havbunden.
Jeg blev nysgerrig, og slæbte Simon med ud for at undersøge hvad de fandt. På vores vej, blev vi først stoppet af en Masai, som ville sælge os nogle ting. Vi havde på forhånd fået at vide at vi ikke måtte købe noget fra sælgerne på strandene. Generelt forsøgte de at holde folk fra strandene, fordi de gerne vil bevare dem så autentiske og smukke som de er. Derfor var der f.eks. heller ikke solsenge og andet typisk turisme præget på strandene. Alligevel så jeg en tysk dame gå ned og købe tørklæder af to lokale kvinder, der gik og solgte på stranden. Jeg blev rasende. Det stod alle steder på skilte klart og tydeligt at man skulle holde sig fra dem. Det er utroligt så ligeglad folk kan være indimellem. Og for et tørklæde…. altså… really?! Ja, sådan noget kan gøre mig vred. Jeg synes det vigtigste vi kan gøre som mennesker, er at passe på vores jordklode. Også selvom vi er på ferie.

Efter vi havde fået rystet Mr. Masai af os, gik vi ud på den øde havbund. En ung mand med en rygsæk på ryggen, kom over til os. Simon var hurtig til at sige at vi ikke havde penge på os, og vi derfor ikke kunne give ham noget. Det var ok, sagde han. Jeg tror nu han havde håbet på at få noget ud af os, for det er som regel det de vil have ud af en hvid mand, hvis de selv går over og tager kontakt. Derfor bliver man desværre nødt til at understrege det. Men den lokale mand fortalte om- og viste os alle de uhyggelige havdyr. Den ene mere mystisk end den anden. Jeg fik lov at holde og “ae” et søpindsvin. Vi så blæksprutter der gemte sig i korallerne og Simon holdt en snegl i sin hånd, der pludselig nærmest sprang ud af sneglehuset og angreb ham. Han skreg som en lille pige og smed sneglen hurtigt fra sig. At det var en snegl der skulle ende med at gøre min mand dødsens angst, var måske ikke lige det jeg havde set komme. haha! Men det var en interessant tur, og vi lærte meget om de forskellige dyr og koraller. Vi var glade for at have den unge lokale mand med, som holdt øje med når vandet begyndte at trække ind igen, for pludselig gik det utrolig stærkt, og vi havde bevæget os ud på meget dybt vand, bogstavelig talt (i hvert fald når det blev flod igen).
Med den unge mands hjælp, nåede vi ind i tide.

HVILE OG MAD GIVER GLADE RUNDE KINDER
7 dage på Zanzibar gik stærkt. Vi brugte meget tid på at slappe af, træne og læse bøger på vores elskede Kindle. Masser af mad og varme skulle vise sig at få mig på benene igen. Først nu kom jeg helt over den sygdom jeg havde tilredt mig i Edinburgh, 3 uger forinden.
Ugerne i Kenya og Uganda havde efterladt mig med tydelige ribben og en svag, træt krop, fordi jeg ikke havde fået den næring og ro min krop havde brug for. Men tiden på Zanzibar gav mig sul på kroppen igen og fik mig tilbage til hægterne. Det var skønt. Ro, hvile og mad. Yes sir!
De skruede tilmed op for luksussen fordi det var vores bryllupsrejse. Så vi fik private middage med havudsigt, hvor vi fik alt hvad hjertet begærede. Jeg var i paradis <3