Vild Bryllupsrejse del. 15 – Pemba

BEKÆMPELSEN AF “DEN BEVINGEDE BLIKSPAND”, ANGSTENS FRIGØRELSE OG LIVETS FEST

KAMPEN MOD DEN BEVINGEDE BLIKSPAND
Vores fly var forsinket, og vi havde ikke fået morgenmad, så jeg var sulten og udkørt (jeg kunne selvfølgelig ikke tåle det morgenmad de havde på hotellet).
Jeg var stolt af mig selv, jeg tog nemlig ingen fly-nervepiller. For jeg følte jeg havde mødt de mindste og mest ramponerede, angstvækkende fly på denne jord. Så nu kunne intet røre mig, de kunne bare komme an med deres almindelige charterfly.
Min stolthed stoppede brat da de tidligere små fly, blev overgået af det mindste og mest smadrede fly, jeg nogensinde havde set. Pga. størrelsen på det lille bitte fly, var vægtfordelingen vigtig for at vi kunne flyve sikkert. Derfor bad de Simon sætte sig oppe foran, og jeg skulle sidde ved siden af en fremmed mand nede bagerst i flyet. Jeg var forstenet af angst. Men Simon protesterede, og bad om at sidde ved siden af mig, da jeg var skræmt fra vid og sans. De gav sig, og lod ham sidde hos mig. Thank God!!

Da vi endelig sad i den bevingede blikspand, bad piloten mig lukke flydøren ved siden af mig. Jeg så på ham med store øjne og bad ham gentage hvad han lige sagde. Jeg havde ikke hørt forkert. Jeg sad nemlig ved flydøren, så det var mit ansvar at lukke den og sørge for den blev låst. MIG!? Mig, der sad og var fuldstændig lammet af frygt! :O
Jeg tudede hele vejen, og kunne ikke sige et ord. Mine nerver havde lammet hele min krop. (Hvis du ønsker at vide mere om min angst, og hvordan det går mig nu, kan du snart læse om det her på min blog)
(For information om angst, gå til angstforeningens hjemmeside)

Efter 50 minutters tuderi, hvor mit sind havde gemt sig i en anden dimension, landede vi på jorden i Pemba.
Piloten kunne simpelthen ikke forstå, hvordan jeg kunne være bange for at flyve. Jeg var stadig rystet, og havde ingen energi til at forklare ham om, hvor lidt jeg selv er i kontrol over det. Pilotens egen frygt for slanger, gav ham dog en smule forståelse for min situation.
Derfra kørte vi i 2 timer til vores hotel ved vandet- The Aiyana Hotel.
Jeg tudede igen, denne gang fordi der var vanvittigt smukt.
Min tåreproduktion blev virkelig sat på overarbejdet på denne tur. Vores villa og udsigten var hele flyveturen samt tårerne værd.

FYLDT MED LUKSUSPROBLEMER
Vi fik desværre en del regn de første dage på Pemba. Men hotelpersonalet gav os rabat på massage og dykkertur.
Og selvom det regnede, var der stadig dejligt varmt. ca. 27 grader.
Vi opholdt os meget på vores hotelværelse, men det gjorde ikke så meget. For det var utroligt lækkert og det indeholdt alt hvad hjertet kunne begære.
Hvad jeg ikke før havde fået at spise, rådede jeg dog bod på disse dage i Pemba. Vi spiste så meget hele tiden, at vi ofte gik rundt og var utilpasse. 3 retter, både morgen, middag og aften. Det er vist det man kalder et luksusproblem.

Vi nød vores luksusproblemer, men desværre havde min krop en voldsom reaktion på det, da mine led og muskler pludselig blev voldsomt udmattet, og jeg havde svært ved at bevæge mig rundt. Det føltes som starten på en influenza eller lignende.
Det var lidt bekymrende, da jeg havde fået lidt myggestik undervejs på turen, og nogle af symptomerne jeg havde nu, var ens med malaria.
Jeg har altid været meget bange for at blive syg med malaria, da min fars tante døde af det da jeg var lille. Så jeg har altid haft en særlig frygt for de små blodsugende bæster.
En læge udefra kom til hotellet og testede mig. Heldigvis fik vi den gode nyhed, at jeg ingen malaria havde i min krop. Så jeg var lettet. Jeg fik hvilet mig en masse, og fik det hurtigt bedre igen. Phew! Det lod til at det var en reaktion på alle de skiftende forhold min krop havde været ude for det sidste lange stykke tid. Hvilket måske giver meget god mening, når man lige gennemgår de sidste 14 dele af “Vild Bryllupsrejse” (du kan læse alle 14 under menuen “Vild Bryllupsrejse”)

I SKAL DA MED UD PÅ DEN BÅÅÅ’ DER…
Det er svært at gå på strandene uden at blive antastet af lokale, som er ude på at snyde dig. Det bliver man virkelig irriteret af i længden. Man ender med at holde sig fra strandene, for der er altid en der kommer halsende efter dig, med historier om at de også kender danskere som bare er verdens sødeste mennesker. Og at de var med ude på hans båd, og de elskede det. Og at vi også kan komme med på hans båd, hvis vi lige betaler ham for det inden. Det skal siges: der er ingen båd. Han har ingen danske venner. Og der er ingen der har været med ude på hans fiktive båd og har rost ham for det bagefter. Det hele er det pure opspind, og det er mennesker der desperat forsøger at lokke penge ud af turisterne. De ansatte på hotellerne og guiderne råder også altid turisterne til at holde sig fra dem. Men det er godt nok svært, når man ikke kan gå 2 meter i ro og mag, uden at du har en ny “ven” der vil sælge dig alle mulige former for excursions.