Vild Bryllupsrejse del. 7 – Nairobi Nationalpark | Bryllupsrejse

DEN FORSVUNDEDE JAKKE, ET ELEFANTBØRNEHJEM OG MØRKE TANKER

Vi havde kun to overnatninger på Ololo Lodge i Nairobi Nationalpark.

På Ololo Lodge skulle vi ud og opleve et elefantbørnehjem og på safari igen. Men vi droppede safari turene, da vi var helt fyldt op med indtryk fra de 5 dage i Masai Mara. Jeg havde en stærk trang til at holde “rigtig” ferie. Higede efter at ligge stille, sole mig og læse bøger (på min Kindle – hvilket jeg virkelig kan anbefale at købe. Vi købte dem, da vi skulle spare vægt i vores kufferter. De virkede langt bedre end vi havde regnet med. Og så undgik vi også at få krampe i armen, og tunge bøger i hovedet, når vi skulle ligge og læse.)

FARVEL TIL MIN JAKKE OG FERIETANKER
Jeg havde glemt min jakke i Masai Mara. Hvilket var helt forfærdeligt. Jakken var købt særligt til det formål, at jeg kunne vandre både på savannen og i regnskoven. Jeg panikkede fuldstændig over det. For jeg ville ikke kunne trekke efter gorillaer i Uganda, hvis jeg ikke havde overtøj med til formålet. Og det var det jeg havde glædet mig allermest til.
Jeg bad de ansatte på Ololo Lodge, om at tage fat i Karen Blixen Camp for at finde jakken. De vendte desværre aldrig tilbage.
Vi bad vores guide om at finde et sted, hvor jeg kunne købe en ny jakke. Han kørte os til et lille lokalt shopping outlet, hvor man primært kunne købe souvenirs. Jeg ledte længe, og endte med at købe en alt for dyr hoodie, som var det eneste varme tøj de havde.
På vej derfra kørte vi forbi et stort shoppingmall, hvilket jeg blev irriteret over, for der kunne jeg helt sikkert have fundet noget bedre. Men mon ikke souvenir outlettet havde en aftale med vores guide? – det kunne nemt tænkes. Han endte også med at presse os for penge, da han havde kørt os udenfor den planlagte rute. Ikke særlig rart :/

SKUFFENDE ELEFANTOPLVELSE OG FORKÆLEDE KATRINE-TØS
Simon og jeg skulle ud og se et elefantbørnehjem. Men jeg havde tydeligvis misforstået afgangstidspunktet. For da vi mødte op, fik vi at vide, at vognen var kørt for en halv time siden. Jeg blev så irriteret over, at ingen havde sagt noget eller hentet os, når nu de vidste vi skulle med (det skal lige understreges, at vi var ca. 5 turister på lodgen, så der var ikke så mange at holde styr på). Jeg følte mig også dum over at jeg havde misforstået det. Jeg kunne slet ikke magte mere på det her tidspunkt, jeg synes det hele gik mig imod, og jeg var udmattet.
En af de ansatte tog irriteret tørnen, og kørte os dertil. Da vi kom derud, var de små elefanter i gang med at blive præsenteret for et stort publikum af mennesker.
Vi havde ikke fået info nok, og troede at vi kunne få lov at møde dem rigtigt. Men vi stod primært sammen med alle disse mennesker og så de søde elefantunger blive præsenteret én for én. Derefter kunne vi gå igen.

Vi valgte dog at adoptere den mindste af elefanterne på kun 1 år, Ziwadi. Hendes forældre var væk, og hun blev fundet vandrende omkring ved Masai Mara floden, med to pile i sin krop, udsultet, helt forfærdeligt! De lokale angriber elefanterne, fordi elefanterne selvfølgelig ikke forstår at det er privat grund de går ind på. Så de træder deres træer, hegn og afgrøder i stykker. Hvilket de lokale bliver vrede over, og forsøger at slå elefanterne ihjel. Dette er blevet gjort forbudt. Jeg har læst på “Verdens Bedste Nyheder” på instagram (dem kan jeg godt anbefale at følge, de giver lige at man får en bedre dag, når de poster at det går godt i verden, what is not to love), at antallet af dræbte elefanter er meget lavere end det har været, så heldigvis sker der en fremgang. Men de gør det desværre stadig nogen steder.
Vi var blevet fortalt, at vi kunne hilse på Ziwadi. Det måtte vi pludselig ikke, men måske om en måned (der ville vi være i Danmark igen, så det kunne ikke blive aktuelt). Vi tog skuffede tilbage til lodgen.
Når jeg sidder her og læser hvad jeg har skrevet, synes jeg at jeg lyder som en dum, forkælet tøs. Det var jeg måske også. Men jeg var nok primært presset, efter mange dage i Edinburgh med konstant arbejde, Dubai, sygdom og flyvninger og safari konstant. Fantastisk, men man bliver udkørt i længden.
Jeg kunne virkelig mærke kulturkløften. Der er meget mere styr på tingene i Danmark. Der er systemer og tryghed på en måde, som er virkelig svært at vænne sig til er ikke-eksisterende i Afrika.

DYRENE REDDER IGEN HUMØRET
Mit humør blev dog reddet, af de dejlige dyr der boede på lodgen. Der boede nemlig søde klippegrævlinge og alle deres unger. Det var alt for hyggeligt når de løb rundt omkring os, mens vi sad og spiste med udsigt ud over nationalparken.

Vi fik en rigtig god ven. Han hed Bob og var en kat og boede på Ololo Lodgen. Han sov oppe i Simons skød begge aftener vi var der, imens vi spiste aftensmad. Jeg tænkte at han måtte have luret, hvor meget Simon spilder når han spiser. Synes i hvert fald det var en super smart taktik.
Bob løb os i møde, hver gang han så os, med ‘miav’ og kærlighed. Simons hjerte smeltede, og mit hjerte smeltede over hvor meget Simons hjerte smeltede, haha.

Det var både en lettelse og utrolig vemodigt at forlade Ololo Lodge.
For på trods af, at jeg følte mig fanget under en sort sky, endte jeg med at finde kærligheden og roen i omgivelserne omkring mig. Den smukke udsigt fra lodgen, og særligt de skønne dyr gav masser af glæde for både Simon og mig.
Den næste del af rejsen fik mig til at skamme mig over, at jeg var blevet presset over lidt sygdom, og at min jakke var blevet væk. For vi skulle videre til Uganda.
I Uganda lufthavn blev vi taget godt imod vores nye guide, Robert, som skulle køre os rundt i Uganda de kommende 5 dage. En virkelig sød, dygtig, belæst “ugandaner”, som hele vejen havde en mission om, at give os den bedste oplevelse. Det blev der også brug for, for at være turist i Uganda, var langt mere ekstremt og utrygt end vi havde set komme.