Vild Bryllupsrejse del. 9 – Uganda | Bryllupsrejse

SNYDT I UGANDA

Vi blev forsøgt snydt flere gange i Uganda. Man lærte på den hårde måde at de snyder for et godt ord. Aldrig tag de tal de siger, for gode varer.
Vi troede ikke det kunne blive værre end da vi var i Kenya – det kunne det.

Da vi skulle betale for vores mad, i nationalparkens restaurant på det lækre hotel, stod damen med en regning i hånden, og mumlede et utroligt højt tal til os. Simon ville se den regning hun stod med, men hun bakkede væk fra ham, så han ikke kunne få fat i den. Der var vist ingen tvivl om, at hun forsøgte at snyde os. Hun begyndte at snakke om at der var sket en fejl, og trak tiden med at stå og rode ved computeren. Hun var udmærket godt klar over, at parken snart ville lukke, og at vi var pressede over at nå ud.
Heldigvis var vi ikke nemme at vælte af pinden, så vi fik en regning med det korrekte beløb på. Vi fandt ud af at hun havde forsøgt at snyde os for over 200 kr. (Det er rigtig mange penge i Uganda)
Vi spænede ud af parken, og nåede det heldigvis i tide.

“FOR VELGØRENHEDENS SKYLD” – MED SNYD PÅ
Ved indgangen til Queen Elizabeth Nationalpark, gik vores guide Robert ud af bilen, for at søge tilladelse til at køre ind i nationalparkens områder.
En kvinde i uniform så sit snit til at komme over til Simon og mig, for at spørge om vi ikke ville købe nogle kort over området. Pengene gik til det lokale samfund. Det støtter vi selvfølgelig gerne.
Da vi fortalte det til Robert grinte han. Han fortalte at de lyver for at lokke penge ud af turisterne, men putter pengene i egen lomme. Det var alligevel en af de mere mere vovede løgne, synes han. Vi gav 50 kr. (30.000 Uganda shilling) for kortet.
Vi oplevede folk der satte indsamlingskasser op ved vejen og ved små souvenir boder, hvor der stod at pengene gik til at uddanne børn … også løgn. Vi var temmelig chokerede over det. Sådan noget ville stå på forsiden af Ekstra Bladet, hvis nogen gjorde sådan i Danmark.
Selv på deres ulækre offentlige toiletter, blev vi forsøgt snydt. Der var altid ekstremt beskidt, myg over det hele og intet papir. Som oftest var det bare et hul i jorden. Når vi kom ud, stod der en pludselig en kvinde og forlangte penge af os, for at have brugt toilettet. Igen, snyd. Hun havde bare stået et sted i nærheden, observeret at to hvide mennesker gik ind på det offentlige toilet, og pludselig havde hun fået job som “tissekone”. haha. Ja det kalder jeg altså dem der står og opkræver penge når man har lånt et offentligt toilet.

“MZUNGU I FORKLÆDNING”
Vores guide Robert, var en af de eneste selvstændige, organiserede og ansvarlige menneske vi mødte. Han forsøgte ikke at snyde folk, han hjalp os med at gennemskue svindlerne, og fortalte os om hvilke kneb de brugte.
Han var uddannet som guide med speciale i geologi og biologi. Det er ikke mange ugandanere der har en uddannelse, hvilket der er mange grunde til. Selvfølgelig har det noget at gøre med de muligheder de stakkels mennesker har – i nogle områder er det ikke velset at få en uddannelse. Du skal arbejde, for det er vigtigt at du tjener penge, så du kan forsørge familien. Nogle steder er arbejdet den eneste mulighed for at overleve, og derfor kan børnene ikke få en uddannelse. Det er helt forståeligt der ikke er plads til store drømme om karriere, når hele ens familie lever fra dag til dag i ekstrem fattigdom.
Robert vidste utrolig meget og lærte os alt om dyrene, og hvordan jordpladerne havde skabt Ugandas bjerge.
Han var træt af måden mange af ugandanerne arbejder på. Ofte er de utrolig ineffektive, og kan ikke finde ud af at gøre hvad man beder dem om. De vil rigtig gerne, de kan bare ikke finde ud af det. Så Robert var ofte oppe og diskutere med mange af de folk vi mødte på vores vej. Som enten ikke gjorde hvad han bad dem om, eller prøvede at snyde os eller Robert for penge. Han fortalte at en ugandaners undskyldning for at snyde, var som regel blot med sætningen “nåh ja, men det er jo Uganda, hvad havde du regnet med?” Hver gang nogen kom for sent, var Robert vildt frustreret og undskyldte for “Afrika time”. Han var så træt af at det blev påtalt som værende “okay”, bare fordi det skete i Uganda. Robert jokede engang imellem og sagde, at han blev i tvivl, om han selv var “mzungu” i en mørk mands krop. (Mzungu, betyder “hvid mand” på Swahili). Jeg kan virkelig godt forstå hans frustrationer. Bare på den korte tid vi var der, nåede vi også at blive utrolig irriterede over det. Særligt når man kommer fra Danmark, hvor vi går amok hvis Metroen er lidt forsinket. Der er Uganda mere ligesom DSB, haha.

ALKOHOLIKEREN OG OM MULIGHEDEN FOR UDDANNELSE
På en tankstation talte vi med en mand der tydeligvis var alkoholiker, og som uden tvivl havde tænkt sig at røve vores bil. Jeg stod i døren, og blev stående!! Han endte med at holde hårdt fast i min hånd, og forlangte penge på Swahili. Igen var det rart at have Robert med, som jo selvfølgelig var den eneste der forstod hvad manden sagde, og svarede ham igen. Jeg fik rystet mig løs, og løb ind i bilen. Shit manner… de gør virkelig hvad de kan. Skræmmende!
Men vi fik helt sikkert et indblik i hvor desperat man bliver, når man er så fattig.
Jeg blev vred på dem, over at de ikke tænkte sig bedre om. For de får et utrolig dårligt ry, når de snyder turisterne på den måde.
Det Uganda har brug for, er turisme. Det lyder måske hårdt. Men det er nu ikke hårdt ment. Man ser betydelige forbedringer i lande, hvor turismen går godt. Hvis turismen går godt, får landet automatisk flere penge mellem hænderne. Men ingen ønsker at besøge et land, hvor man risikerer at blive rippet for penge.
Jeg blev endnu mere vred på deres regering. Det er dem der ikke behandler deres befolkning ordentligt, og ikke sørger for at de kan forsørge dem selv. Det er en ond cirkel. Og som turist føler man sig så magtesløs, når man er i det. For hvor ville jeg dog ønske jeg kunne hjælpe dem. Jeg håber dog at bedre og flere skoler kan skabe en forbedring. Uddannelse kan give dem en større viden, og en forståelse for hvordan verden er skruet sammen. Set fra et mere langsigtet perspektiv end “hvis jeg stjæler turistens ting, kan jeg måske sælge dem for et måltid mad”. Lige nu virker det som om der er meget få muligheder og det er et selvforstærkende problem. Det gjorde ondt på mig at se.

STÆRKE UGANDANERE
Vi havde heldigvis kun 2 overnatninger i den skrækkelige Lodge i Uganda.
Vi kørte 8 timer til vores næste camp. Jeg var meget fascineret over, at Robert kunne holde til at køre i så mange timer i streg. Bare jeg skal besøge min familie i Odense, er jeg træt og radbrækket efter 1,5 times kørsel. Han grinte da jeg fortalte ham det. De er vant til afstande langt større end de arealer vi kender til i Danmark.
Når vi kørte igennem nationalparker, så vi ofte folk komme gående med cykler, som var overpakket med bl.a kæmpe bananklaser. Og der var rigtig langt til næste beboelse. Det er utroligt hvad disse mennesker udsætter dem selv for. Men de har jo heller ikke andre muligheder. Man kan hvad man skal. Det kunne vi forkælede europæere lære lidt af.

Vi kørte langt op i bjergene. Jo længere vi kom opad, blev udsigten kun mere frodig og smukkere. Samtidig blev byerne mere og mere fattige og primitive. Det var fattigdom på et niveau jeg slet ikke var klar over stadig var en realitet.
Læs videre om min oplevelse med ekstrem fattigdom helt tæt på, i næste del af “Vild Bryllupsrejse del. 10 – Uganda”.