Vild Bryllupsrejse del. 14 – Stone Town

TILBAGE I TIDEN I STONE TOWN

WHAT IS GLUTEN?

Vi havde to dage i Stone Town. Den gamle slaveby, som jeg fortæller mere om senere.
Vi boede på et fint lille hotel ned til vandet, der var dejligt. Vi havde bare et lille problem, og det var maden… igen! Ligeså snart man bevægede sig udenfor de store hoteller, var der ikke styr på servicen. De rendte rundt som hovedløse kyllinger, og jeg endte igen med ikke at kunne få mad. De forstod ikke “ingen æg” eller “jeg kan ikke tåle gluten”.

En morgen kunne jeg ikke se mig ud af hvad jeg kunne tåle og ikke kunne tåle i morgenbuffetten. Jeg endte med at spørge en tjener. Han spurgte en anden tjener, som spurgte en tredje. Hver især løb de rundt om hinanden og så forvirrede på maden. Den ene begyndte tilmed at pege på noget af brødet og kagerne, og spurgte mig om der var gluten i. Det vidste jeg jo selvfølgelig intet om, men det gik jeg da ud fra. Men igen, det var jo derfor jeg havde spurgt ham til at starte med. Forvirringen var i hvert fald total. Og jeg endte med at finde en lille yoghurt, som de kun havde 1 tilbage af. (Det skal siges at jeg heller ikke tåler mælk så godt. Men man må ende med at prioritere, og spørge sig selv om man vil være sulten, eller tage chancen og håbe på man ikke bliver syg. Indimellem vinder sulten over fornuften.)
En af aftenerne reddede Simon mig. Han havde fundet et Hilton hotel i nærheden, inde i byen. Og selvom vi havde fået ordre på ikke at bevæge os ud i de mørke gader om aftenen, gik vi ned til Hilton, som havde alt den mad jeg kunne tåle. Tak Simon! Det er en mand, der passer godt på sin hustru.

PÅ GUIDET TUR TILBAGE I TIDEN
Vi fik en guide til at vise os rundt i den charmerende by. Han fortalte og fortalte, og jeg havde ingen anelse om hvad han sagde. Men han virkede rigtig flink.
Vi fik set Freddie Mercurys barndomshjem, og kom ned og så resterne fra slavetidens fangekældre og pladser, hvor slaverne i sin tid, blev udstillet, pisket og solgt.
De piskede slaverne for at vise købmændene hvad slaverne kunne holde til. Nogen gange holdt de selvfølgelig ikke til det. Det var primært Inderne og Portugiserne der handlede med slaver her. Men også indbyrdes mellem stammerne i Afrika.
Det var uhyggeligt at se, men også en vigtig reminder om en anden tid.

Guiden viste os ned til deres marked, som havde ligget der i hundredevis af år. På de store flisebelagte stenborde, lå fisk, kød og fjerkræ til fremvisning. Blodet flød overalt og lyden var øredøvende. Der var en stemning som jeg aldrig før har oplevet. De forhandlede priser som blev råbt og diskuteret. Det var som at være del af verdens mest hektiske teaterstykke med alt for mange statister. Eller som at træde tilbage i tiden på et marked for 1000 år siden.
Der skete så meget omkring mig, jeg blev helt forvirret oven i mit danske, rolige, stukturerede hoved. Temmelig intens oplevelse.

PLANTE INCEPTION
En af vores store ønsker for turen, var at komme på spice-marked, så det kom vi.
Vi gik rundt med en guide der lavede en quiz ud af at vise os planterne, og så skulle vi gætte hvilken frugt eller krydderi det var. Det var nu ret sjovt, og jeg var ret god til det, hvis jeg selv skal sige det. Men jeg har også altid haft en utrolig god pallette. Dejligt man endelig kunne bruge den til andet end at være kræsen. hehe.
Vi havde en anden ung mand med os rundt. Hans job var at lade os smage eller dufte til de forskellige frugter og spices, samt at lave palmeblade om til alverdens sjove accessoires, som han gav os på. Jeg havde en idé om at de bare synes det var sjovt at klæde os ud og grine lidt af os. Men vi gik med på legen og hyggede os med det. Også selvom vi så dumme ud.

Vi drak og spiste af kokosnødder og vi fik lov at smage deres lokale frugter. Jeg tror aldrig jeg har fået disse frugter i en så smagfuld og saftig version før. Kæft hvor er det dog noget skrald vi køber hjemme i Fakta.
Vi fik til sidst lov til at overvære en af de lokale, der kravlede op i en palme imens han sang den sang vi har hørt mest imens vi har været afsted “Jambo Bwana” (Oversat hedder sangen “Hello sir”, og når man ser på oversættelsen, er det tydeligvis en sang lavet til turisterne). De synger den til turisternes fødselsdage, og når de fester og underholder os hvide fjolser. Haha. Og vi klapper med og mumler med på dårlig Swahili, som om vi forstår hvert et ord.
Ud over sangen, har de også særlige sætninger, som de bruger i forbindelse med turisterne. Selvfølgelig har de fundet ud af at “Hakuna Matata”, er en af de sætninger som de hvide bider på. Men også pole pole (rolig rolig), asante sana (tusind tak), karibu (værsgo), og jambo (hej), bruger de heeeele tiden.
I starten er det sjovt, efter 4 uger er man ved at blive fuldstændig vanvittig.
Da vi var på Zanzibar, fortalte en af tjenerne mig, at en mand havde udbrudt “Stop med at sige Hakuna Matata! Jeg bliver sindssyg!”. Det synes jeg var en lidt voldsom reaktion på det tidspunkt, for det var da meget sjovt. Men efterhånden begyndte jeg at forstå frustrationen. haha

Jeg glædede mig over oplevelserne vi fik her i Stonetown. Så skidt med at jeg måtte sulte et par dage.
Jeg var vild efter at tage videre til Pemba, som er en af Zanzibars paradis ø’er.
At komme dertil, var dog en anden sag. Endnu en mindre fed (for mit vedkommende) oplevelse, var os i vente. Hvad man ikke ved har man ikke ondt af, før man får chokket smidt lige i ansigtet.
Følg med i næste afsnit af “Vild Bryllupsrejse del. 15 – Pemba”.