Angst del. 1

MIN HISTORIE OM ANGST

I forbindelse med at jeg er blevet ambassadør for angstforeningen, vil jeg hermed fortælle om min historie med angst.
Jeg håber du vil læse med, om ikke andet, så bare for nysgerrighedens skyld.

Jeg har lidt meget af angst, og det har påvirket mit liv enormt meget.
Men jeg vil lige starte med at fortælle hvad angst egentlig er, og hvad der sker inde i en, rent biologisk. Hvorfor jeg vælger at gøre det på den måde, kommer jeg senere ind på.

Angst vil vi alle, på et tidspunkt i vores liv, stifte bekendtskab med.
Den har forskellige masker, men den kommer fra det samme sted. Det kan dog være svært at gennemskue, hvad man skal gøre ved den, når den opstår.
Grunden til at man får angst, kan være mange. Arvelige, genetiske og sociale forhold kan gøre, at du er mere disponibel for angst. Og hvis du f.eks er påvirket af længerevarende stress i en periode, kan angsten pludselig vise sig. Derfor kan angst også opstå i situationer der ikke altid giver mening.

Angst sker fordi vi for mange mange år siden, udviklede et center i hjernen der hed amygdala. Amygdala var dengang en meget praktisk del af hjernen, som sendte adrenalin og en masse kortisol ud i kroppen, samt signaler til den autonome hjernedel, der styrer hjerte og vejrtrækning. På den måde kunne vi reagere hurtigt, når der var en løve i hulen. Denne del af hjernen har helt sikkert gjort at vores art har overlevet. For amygdala husker vores tidligere reaktion, og samler på alle disse ubehagelige minder. Så den kan minde os om det, hvis vi står i samme situation igen. Det samme gør den del der hedder Hippocampus, men den husker os på hvordan situationen var – rent faktuelt og rationelt. (Der sker også en lang række andre ting. Men jeg forsøger at holde det så simpelt som muligt, så alle kan være med 🙂 )
I dag kan den stadig redde vores liv i mange situationer. Mennesket, vores samfund og levevis har udviklet sig meget, men amygdala reagerer stadig, som om der er en løve i hulen. Hvilket i den grad kan gå i vejen for os i vores hverdag. Særligt da angsten kan opstå i unødvendige situationer, og du ender med at indlære en uhensigtsmæssig handling.

Det kan f.eks være hvis du bliver angst ved at stå i kø på posthuset.
– For folk der ikke ved hvad der kan udløse angst: Det behøver ikke være fordi det er varmt og klaustrofobisk, eller at frimærkerne synes at kigge ondt på dig. Det kan også bare være noget i psyken der udløser det, særligt stress. Uden du ved hvorfor, kan du mærke angsten overtage din krop, og det kan være svært at sætte en finger på hvorfor.
Din krop og hjerne, som arbejder på urgammel vis, kan mærke angsten, og vil have at du enten skal flygte eller kæmpe. Men da du ikke kan kæmpe dig igennem angsten fysisk på posthuset, tager du måske flugten i stedet. Flugten kan give dig et øjeblikkeligt fald i angsten.
Desværre medfører flugten højst sandsynligt også, at du (hvis ikke du kender til angst) vil tillægge posthuset årsagen til din angst og herefter begynde at undgå posthuset. Når du undgår posthuset, udvikler du en undgåelsesadfærd, der er med til at vedligeholde din angst. Dette forstærker din opfattelse af at det er posthuset, der forårsager din angst. Så længe du undgår at øve dig selv i at det ikke er posthuset der er farligt, vil din hjerne blive ved med at tro, at det er.

Det der egentlig sker, er at du bliver angst for at få angst. For amygdala husker at det var ikke rart at være på posthuset. Men hippocampus fortæller dig, at posthuset ikke var det der skabte angsten. Derfor ved du logisk set godt at posthuset ikke er farligt, men at det var noget der skete inde i dag.
Men du ønsker ikke at være angst igen, og derfor holder du dig væk fra posthuset. Man er altså angst for angsten.

Som sagt har angst mange masker. Man kan have en fobi, f.eks for edderkopper, højder eller måske for små rum eller store forsamlinger. Angst kan være at skulle være centrum for en forsamling, måske fordi man skal holde et foredrag, optræde eller holde en tale. Mange oplever også frygten for at miste eller at have dødsangst m.m.
Angst kan fås i mange afstøbninger. De kan være små og de kan være så store, at de hæmmer en på mange forskellige måder, og kan udvikle sig til decideret anfald af panikangst og depressioner.

Min Angst

Jeg har i tidligere posts nævnt, at jeg kan blive tynget af angst i forskellige sammenhænge.
Jeg har angst for at flyve, for om jeg kan leve op til mine egne og andres forventninger, for døden, for at miste og for at miste kontrollen og for om jeg generelt er god nok, hvilket uden tvivl er blevet bygget af dårligt selvværd.
Jeg er perfektionist, og har angst for ikke at gøre alt 100% rigtigt. Mine forventninger til mig selv er alt for høje. Og det påvirker ofte min dømmekraft og min evne til at få fuldført projekter.
Jeg har indimellem angst i forhold til sociale situationer. Jeg er bange for at folk ikke kan lide mig, eller at jeg ikke lever 100% op til den person jeg ønsker at være.

Jeg er ikke i tvivl om, at det var stress der udløste min angst første gang jeg fik det. For jeg var utrolig stresset i den periode, tænkte ikke på mig selv, men bare forsøgte at overleve, og gjorde alt jeg kunne for at please andre. Det gav bagslag.

Jeg oplevede mit første panik anfald for mange år siden.
Jeg stod i en bus, og pludselig troede jeg skulle besvime. Jeg havde ingen anelse om hvad der skete. Det begyndte pludselig at sortne for mine øjne, min puls steg hurtigt, og jeg fik koldsved over hele kroppen. Det stak i huden på min ryg og min krop føltes tung og slap. Jeg måtte hurtigt finde et sæde i bussen. Det hjalp ikke min angst, at jeg ikke kunne give pladsen til de ældre eller gangbesværede mennesker der kom ind i bussen. For det gav mig angst over om folk skulede til mig, og sikkert synes jeg var uopdragen. Men det var helt sikkert kun et problem inde i mit eget hoved. Jeg var faldet om, hvis jeg havde forsøgt at rejse mig.

Efterfølgende oplevede jeg det oftere og oftere, hvilket hæmmede mig i mange af mine beslutninger og foretagender.
Jeg begyndte at forstå at det var angst, men jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre ved det.
Jeg begyndte også at opleve det i forhold til når jeg drak, og blev påvirket. Det blev udløst af en periode hvor jeg fik tilbudt at ryge hash, men min reaktion på påvirkningen, var voldsom. Jeg fik et voldsomt panikanfald ved det, som først gik væk da jeg ikke længere var påvirket. Det var mange lange timer. Jeg har aldrig været så bange før i mit liv.
Det endte også med at gå ud over mit sociale liv, når jeg skulle i byen med vennerne, og drikke alkohol. Følelsen af at miste kontrollen over mig selv og min krop, gjorde at angsten blev tricket og jeg oplevede ofte panikanfald i den forbindelse. Derfor stoppede jeg med at drikke alkohol, når jeg kunne mærke dens effekt på mig. Generelt drikker jeg mig sjældent fuld, ren og skær af frygt for angsten.
Jeg talte ikke med nogen om det, for jeg synes det var pinligt.

Jeg har altid været en kvinde der elsker udfordringer og eventyr. Jeg vil gerne opleve en masse i mit liv, og ønsker ikke at sidde som gammel og fortryde alt det jeg ikke fik gjort.
Derfor var det forfærdeligt for mig at blive så angst. Jeg følte jeg havde usynlige lænker om mine hænder og fødder, som jeg ikke anede hvordan jeg skulle slippe af med.

De værste panikanfald jeg fik, var når jeg skulle flyve. Her kan man ikke engang flygte fra det, som man ville kunne på et posthus. Og kæmpe er heller ikke en mulighed. Så der var jeg bare fanget med min angst, uden at kunne slippe væk fra den. Hvilket gjorde at min krop lukkede ned. Det føles som at slukke på en knap. Man føler slet ikke man fungerer.
Det blev så slemt, at jeg tænkte på det hver dag, en hel måned inden vi skulle afsted. Jeg fik det også fysisk dårligt af at tænke på det. Derfor fik jeg lyst til at rejse mindre, og holde mig fra alt det som gjorde mig angst, selvom at rejse, var noget jeg elskede højt.

En af mine mest gentagende angstmønstre, har jeg fundet ud af at vi er mange der kender til; angsten for om man er god nok.
Særligt oplever jeg dette i “downperioder”, som jeg kalder det. I perioder, hvor jeg som skuespiller ikke får jobs, eller mangler succes oplevelser. Som man netop får ved at gøre de ting man føler man er god til, og som man elsker at lave.
Hjernen er ikke altid vores ven, og særligt i disse downperioder – altså når man ikke er i gang med den ting man kan lide at lave – tror hjernen ikke længere at det er det vi laver. Hjernen siger: “Jeg kan mærke vi ikke spiller skuespil for tiden. Jamen så må hun være stoppet med det. Det kan hun i hvert fald ikke finde ud af længere, nu vi ikke gør det. Så hvad gør vi nu?”
Man kan blive helt pinlig over sin egen selvudslettelse. Men det er nu ganske normalt.
Hjernen er en form for en muskel. Den husker hvad vi har lært før, men hvis du ikke gør det over noget tid, kan det føles som om vi ikke kan finde ud af det mere. Når vi begynder igen, trods stor modstand og usikkerhed, vil vi dog hurtigt se at vi stadig kan det.
I nogenlunde samme kasse, ligger også “søndagsangst”. Søndagsangst kender alle. Dagen efter en bytur, kan man få det rigtig dårligt, både fysisk og psykisk. Men den psykiske del er nu ikke kun alkoholens skyld.
Man kan få søndagsangst, selvom det ikke er søndag. Vi oplever det ofte efter en stor og god oplevelse, hvor vi har været glade, og høje i energi. Dagen efter, når vores stresshormon (som skaber glæde (oxytocin og adrenalin), så vi arbejder hurtigere og mere effektivt), lægger sig, udløses altså denne minidepression. Det er utrolig ubehageligt, og man kan have lyst til at blive liggende i sengen hele dagen. Det går dog hurtigt over igen. Men træls er det da at man skal slæbes igennem sådan en nedtur efter en dejlig oplevelse.

Læs videre om hvordan jeg behandlede min angst, hvordan jeg har det i dag og om hvorfor jeg startede med at give dig biologiundervisning, i næste del: Angst del. 2.

Hvis du selv lider af angst, kan du søge hjælp eller få svar på dine spørgsmål via angstforeningen.
I deres medlemsblad kan du finde en artikel med mig, hvor du kan læse om nogle af mine oplevelser med angst.