EDINBURGH TIPS, SYGDOM OG HIGHLAND KYYYYY'S
Så kom den, fridagen jeg havde ventet
Se næste indlæg >
Vild Bryllupsrejse del. 3 – Dubai
KULTURCHOK OVER KVINDESYNET I DUBAI
Jeg havde det bestemt ikke bedre, da vi tidligt om morgenen checkede ud af vores AirBnB i Edinburgh.
Heldigvis fandt Simon det smarteste jeg længe har prøvet. www.dayuse.com/uk er bl.a en af de sider der samler hoteller, som tilbyder en halv dags ophold. F.eks for turister der ikke ønsker at bruge ventetiden inden deres flyafgang, i en larmende kold lufthavn.
Så vi checkede ind på et dejligt hotel, og var der indtil vi skulle i lufthavnen de 2 obligatoriske timer før flyet afgik mod Dubai.
(Dette er i øvrigt ikke en reklame. Blot en genial anbefaling hvis du står fanget et sted i England en dag.)
Flyturen til Dubai fra Edinburgh tog 7,5 time. Jeg havde taget smertestillende og en halv nervepille, som jeg har fået ordineret af min læge. Så jeg klarede snildt de mange flytimer på trods af sygdom og flyskræk.
(Min angst fortæller jeg mere om her på bloggen senere. Hvis du selv lider af angst, kan jeg anbefale at besøge www.angstforeningen.dk, som både kan hjælpe dig eller gøre dig klog på din og andres angst)
DUBAI
Vi var ikke i tvivl da vi ankom til Dubai; de har alt for mange oliepenge.
De bygger og bygger, eller rettere… inderne (arbejderne) bygger og bygger. Den ene flotte skyskraber skyder op efter den anden. Og det ser bestemt ikke ud som om, at de har tænkt sig at stoppe lige foreløbig.
Alt udadtil ser smukt og overdådigt ud, og araberne lever i sus og dus. Ser man på arbejdernes forhold, er historien lidt en anden. Deres levestandarder mindede mig mest om slavearbejde, hvilket jeg også tror mange vil kalde det.
Det var udelukkende indere, vi så klatre rundt på stilladserne i toppen af skyskraberne. Og som vi så blive fragtet til og fra arbejde i hvide overbelyste busser tidlig morgen og sen aften.
Arbejderne bor i boligblokke som jeg synes minder mest om fængsler. Eller ‘bor’ er vist så meget sagt; de overnatter der primært, og så tager de på arbejde igen. Fagforeninger er bestemt ikke noget man finder i Dubai. De sover i rum der er beregnet til 4 personer, men der bor ofte ca. 8. De tjener 800 dirham om måneden, som er ca. 1500 kr. 60 – 70 % af lønnen sender de til deres familie i Indien. De tjener nemlig stadig 2 – 3 gange så meget som de ville gøre i deres hjemland.
(Dirham udtales som hvis en araber udtaler ‘Durum’. Så først troede jeg, at de talte om hvor mange durum vi skulle give dem. Hvilket jeg klart synes var i overkanten af durum)
Det var for varmt til at være udenfor. Over 40 grader. Vi prøvede at køle os ned i havet. Det virkede ikke. Vandet var samme temperatur som luften. Det var som at være i et dampbad, man ikke kan slippe væk fra. Overvej at skulle arbejde på stilladser i den varme. Det er jo vanvittigt.
Den første dag i Dubai peakede min influenza, så jeg sov hele dagen væk.
Dagen efter var jeg i bedring. Vi tog ud og oplevede Burj Khalifa som er 147 etager. Den højeste bygning i verden. Vi kom op til 125 etage, og fik taget forfærdelige turist billeder. – Hvorfor ikke, man er jo nygift.
Vi besøgte det største shopping-mall (Dubai Mall) jeg nogensinde har set. Vi blev væk adskillelige gange.
Jeg havde læst, at man skulle dække sig til som kvinde, så jeg havde købt en kjole til formålet på www2.hm.com. Den dækkede knæ og skuldre. Alligevel, følte jeg mig let påklædt i.f.t de andre kvinder i deres niqab og hijab.
Jeg så få vesterlændinge og amerikanere iklædt top og hot pants. Og blev overrasket over at jeg følte mig stødt og forundret over deres manglende respekt for landets retningslinjer, hvilke jo egentlig slet ikke burde eksistere til at begynde med. Det var en utrolig svær balance at begå sig i.
Der hvor jeg som kvinde følte mig mest undertrykt, var at mændene aldrig talte til mig. Hvis jeg eksempelvis kiggede på nogle smykker, kom sælgeren over til Simon og spurgte om han kunne lide smykkerne, og om han synes jeg skulle prøve dem på. Som var jeg hans kæledyr.
De gav mig helst ikke hånden. De hilste på Simon. Hvis de hilste på mig med håndtryk, så de ned i jorden samtidig.
Som vesterlænding og dansk kvinde, blev jeg meget stødt over at jeg var usynlig når de talte til os/ham. Jeg følte næsten jeg kunne gå igennem vægge. Hvilket i det mindste godt kunne have været en del af pakken..
Endnu et eksempel var, da vi var på vej mod lufthavnen; Simon havde glemt sine solbriller på hotellet, så vi vendte om. Jeg nævnte til Simon i sjov, om jeg mon også skulle forlade bilen når Simon forlod den. For ellers ville jeg jo sidde alene i bilen med en mand. Må man det her? – Det skulle jeg bestemt ikke bryde mit hoved med for længe. Chaufføren kunne nærmest ikke komme hurtigere ud af bilen og længere væk fra den, da Simon gik ind på hotellet.
Det er meget tydeligt at kvinden er mandens ejendel i Dubai. Deres biler lader de stå ulåste på gaden, for folk har så mange penge, at de ikke bliver stjålet. Det gælder åbenbart ikke “deres kvinder”.
Som du nok kan fornemme; jeg er ikke fan. En kvinde fra Dubai er muligvis uenig med mig. Men jeg er jo også vant at kvinder bliver behandlet helt anderledes. Når jeg ser på smykker herhjemme, er det Simon der er overflødig, he he.
Det var noget af et kulturchok at opleve Dubai, hvor vi kun opholdt os i 2 dage. Herefter tog vi med fly videre til Nairobi i Afrika, hvilket skulle vise sig at blive et endnu større kulturchok.
Det kan du læse mere om i næste del af “Vild Bryllupsrejse del 4 – Nairobi (Kenya)”.
Tak fordi du læser med!
Ingen kommentarer endnu