Vild Bryllupsrejse del. 4 – Nairobi (Kenya)

SNYDT I AFRIKA. SLUM, NATUR OG TÅRER.

Nairobi var noget af en kontrast til Dubai’s pompøse glansbillede.

Da vi gik ud i terminalen, ville vi veksle vores danske kroner til deres Kenya shilling. Vi fandt en Forex, og endte med at gå dobbelt så forvirret derfra. Vi indså bagefter at kvinden i den åbenbart meget falske Forex (De får printet falske skilte, for at snyde turisterne), havde givet os en forkert kurs, og havde på den måde snydt os for 1000 kr. Ja, så var vi ligesom i gang, på den hårde måde. Godtroende danskere.

En enkelt nat boede vi i den rigere del af Nairobi på Karen Gables Hotel. I et charmerende, intimt hus med den fineste lille have ned til en lille flod. Vi var kun 3 par der boede i huset, ud over de ansatte afrikanere, som var så søde, høflige og smilende. Deres rolige og afslappede tone, mindede mig lidt om den samme som vi danskere har.

Vi blev tildelt brudesuiten, som var super autentisk og hyggeligt. På trods af den meget kølige aften, nød vi at være i de hyggelige omgivelser med ild i pejsen og med Netflix og varme badekåber.

Til aftensmad havde de dækket et bord og lavet mad særligt til os. Deres mad skal siges at være helt fantastisk. Afrikanerne formår at få smag ud af selv det mest smagsløse. Endelig kunne vi nyde afslapning og ro… troede vi…

Inden sengetid var hyggen forbi. Morgenen efter skulle vi med et lille bitte fly til Masai Mara, og vi måtte pakke alle vores kufferter om, da vi ikke kunne vide os sikre på om de ville tage vores kufferter med i det lille fly. Et sorteringsarbejde der stort set ikke var muligt. “Hvad er vigtigt at få med, og hvad kan jeg undvære og risikere at gå af med til en tyv der tager min taske mens den står opmagasineret i en lufthavn.” Ja det var sådanne overvejelser man skulle gøre sig når man pakkede sin kuffert, havde vi fået at vide.
Da vi endelig kunne gå til ro, stak Simon fødderne under dynen, og mødte et loddent dyr. Han sprang op, og troede at han skulle til at kæmpe for sit liv. Heldigvis fandt han ud af at det lodne dyr var en behåret varmedunk, som de ansatte havde lagt under dynerne så vi kunne få varmen. Jeg kunne ikke fortænke ham i hans reaktion, for vores nattesøvn blev konstant afbrudt af en masse sære lyde fra haven. Fugle og dyr som vi bestemt ikke har hjemme i København. Jeg kunne ikke finde ud af om jeg synes det var spændende eller lidt uhyggeligt.

Om morgenen blev vi hentet og kørt mod lufthavnen. På turen dertil, så vi mange mennesker der vandrede langs vejen. Som at se “The Walking Dead” på vej på arbejde. Disse langdistance-vandrende mennesker havde ikke råd til at købe en bil eller at tage offentlig transport (Offentlig transport i form af meget smadrede busser, koster 1$). Derfor måtte de tidligt op, og gå mange kilometer langs store veje for at komme på arbejde.
Vi kørte forbi det fattige slumkvarter der strækker sig så langt øjet rækker. Her erfarede jeg at jeg er for empatisk til at begå mig i Afrika. Jeg kunne slet ikke bære hvor fattigt folk lever i slummet, så jeg begyndte at græde. Jeg måtte krydse fingre for at jeg blev mere hærdet jo længere tid vi var i Afrika, ellers kunne det gå hen og blive en rigtig lang tur.

Vi blev kørt til den skøreste lille lufthavn i en meget ramponeret transfer vogn. Da vi blev sat af ved lufthavnens indgang, som egentlig bare var en gammel dør med et lille “departure” skilt henover, kunne jeg ikke holde min angst på afstand længere, den kom kravlende og voksede sig større.
Vi kom ind i en meget lille og simpel lufthavn (1 rum). Hvor de havde 1 securitybånd, hvor den eneste forseelse var at man ikke måtte have våben med på flyet.
Der var ingen informationer at hente og kun én gate, eller rettere, én dør ud til flypladsen.
Vores fly var meget lille, og blev trukket ud på landingsbanen med en traktor. – Der tog jeg en angst-pille.

(For information om- og hjælp til angst, gå til angstforeningens hjemmside)

På trods af pillen, rystede jeg over hele kroppen da vi lettede med det lille og ikke særligt velholdte fly. Sæderne var hullede og slidte, og vi sad så vi kunne ånde piloterne i nakken. Flyinformationer blev også blot meddelt over skulderen, og afsluttet med en thumps up. Anden piloten havde travlt med at tage selfies. Jeg var en blanding af angst og chokeret over hvor åndssvagt og lidt morsomt det hele var.

På trods af det. Blev jeg lykkelig da vi endelig var i luften. Der var så smukt ud over savannen hvor vi spottede flere forskellige dyr deroppefra.
Tænk hvis jeg havde givet efter for min angst, så havde jeg aldrig fået den fantastiske oplevelse med mig. Livet er fantastisk, og det skal opleves også selvom det man er bange for at kaste sig ud i det. Jeg blev helt rørt til tårer igen, dog glædestårer denne gang. En blanding af hvor smukt det hele var, og hvor stolt jeg var af at have overvundet min frygt, og sat mig ind i flyet. Det var den bedste følelse at kæmpe igennem frygten, og så få en belønning i form af en enestående og overvældende smuk naturoplevelse. Wow.

Da vores lille fly påbegyndte nedstigningen, undrede jeg mig. Der var ikke andet end savanne og små grusstier under os. Det kunne umuligt være rigtigt.
Læs videre i “Vild Bryllupsrejse del. 5 – Masai Mara”