Vild Bryllupsrejse del. 10 – Uganda | Bryllupsrejse

MØDET MED GORILLAERNE OG MIT “NYE LIV”

Langt oppe i bjergene, hvor terrænet ændrede sig fra savanne til frodig regnskov, blev byerne mere og mere primitive.
Her legede børnene ved vejene. Selv helt små børn, som lige havde lært at gå. Uden en voksens opsyn. Iført beskidt oversized amerikaner tøj. Det kan være at en af de børn jeg så, måske havde noget af dit aflagte tøj på.
I disse bjerge, går de mange kilometer for at hente vand og finde mad og remedier, for at få en hverdag til at fungere. De dyrker afgrøder på skråningerne af bjergene, hvilket ikke virkede som den mest sikre måde at dyrke mad på, da der var ekstremt stejlt og dybt af falde. Børnene er der hverken tid eller overskud til at tage sig af, de lærer derfor at passe sig selv og deres mindre søskende i en tidlig alder. Og de er med til at hjælpe deres forældre med de daglige pligter. Leg, må derfor ske uden at gå i vejen for de voksne. Tænk at høre sætningen “gå ud og leg på vejen!” fra en dansk forældre, det ville aldrig ske, uden en sarkastisk undertone.
Børnene blev så glade, når vi kom kørende forbi i safari jeepen. De hujede og råbte “how are you Mzungu?” (Hvordan går det hvide mand?) Alle hoveder vendte efter vores vogn, for hvide mennesker så de ikke mange af på disse kanter.

BRUDESUITEN
Vores nye camp var skøn. Rushaga Gorilla Camp. Vi fik den bedste hytte. Brudesuiten.
Jeg kunne sidde og stirre ud af de store vinduer for altid. Udsigten derfra, var så vidunderlig, man kunne aldrig få nok. ?
De havde pyntet fint op med blomster, håndklædehjerter og skrevet på vinduerne: “Happy Honeymoon” “Simon & Katrine”, samt givet os honning fra de lokale biavlere.
Jeg fandt en snert af det jeg havde ventet længe på: roen, og et varmt bad. Vi skulle stadig ud og opleve, men at være et sted hvor man kunne samle sig og føle sig tryg, var uvurderlig.
Om aftenen blev vi underholdt af de lokale kvinder med deres stamme-stampe danse. En intens og meget smuk dans og sang, som rørte mig utrolig meget pga. dens ægthed og kvindelige styrke. Men jeg er også en meget følsom pige, der skal ikke meget til at røre mig, haha. Ægte kvinde er jeg ;D

GORILLA TREKKING
Ingen Gorilla Camp uden gorillaer.
Vi måtte op kl. 5 og så afsted på våde, smalle veje i mørket. Godt Robert kørte så godt. For på trods af at vi kørte i en jeep med 4 hjuls træk, kurrede dækkene rundt i mudderet. Indimellem synes jeg at kanten på bjerget, kom lige tæt nok på.
På vejen mødte vi mange af dem der boede på bjerget, de gik til arbejde, i mørket.
Vi nåede frem da solen var stået op, og klokken 9.00 stod vi klar til at trekke op ad bjerget. Jeg var nervøs. For vi havde fået at vide det kunne tage 6 timer at finde gorillaerne i junglen. Og jeg vidste det ville kræve meget af os rent fysisk, hvilket jeg ikke vidste om jeg havde i mig.
Jeg fik ret, det var hårdt. Vi var 6 stakåndede, svedige mzunguer, allerede efter de første 20 minutter. Bjerget gik stejlt opad. Det var ikke som vi kender skovene i Danmark. Der skulle nogle helt andre kræfter og en anden koncentration til at bevæge sig rundt.

Vi havde vores gorilla-trekking-guide med og en mand med et automatisk maskingevær (for at beskytte os mod truende dyr). Han gik lige bag mig, bagerst. Jeg var nu glad for at han havde min ryg. he he. Derudover havde vi alle en “taskebærer” med; en mand som både bar vores bagage på ryggen, og hjalp kvinder og nervøse sjæle med at holde balancen, når vi skulle træde højt eller der var glat. Og sådan var det igennem det meste af terrænet. De super søde og seje unge mænd, var langt mere vant til, at vandre rundt i de stejle bjerge end deres “blegfede Pokemoner” var. Jeg var nu glad for hans overskud til at give mig en hånd, for min lille krop skøjtede rundt, og kunne slet ikke stå fast i mine ellers særligt indkøbte trekking-sko. Vi betalte selvfølgelig den flinke mand, og med god samvittighed, for de var fra den lokale stamme. Vi blev anbefalet at købe deres hjælp, da det støtter de arbejdsomme lokale direkte, uden nogen lyssky mellemmand eller snyd. For mere info om den slags, kan du læse min sidste weblog del. 9. Som netop handler om at alle snyder i Uganda.

Vi mødte gorillaerne efter ca. 1 time, så vi var virkelig heldige. De var meget større og fantastiske, end man kunne forestille sig. I gorilla-gruppen var der 3 hunner, 2 unger og 3 store silver back hanner, hvoraf den ene var lederen af gruppen.
Reglen var at der skulle være 7 meter mellem os og gorillaerne, men det var gorillaerne selvfølgelig ikke klar over, så de kom indimellem så tæt på at man stivnede. De kunne ikke have været mere ligeglad vores tilstedeværelse. De levede bare videre som de plejede imens vi stod og tog billeder, og var fuldstændig paniske over at misse det mindste sekund. Det er nærmest umuligt at forklare hvor storslået en oplevelse det var at møde dem, og have disse fascinerende, smukke, nuttede, men også stærke og skræmmende skabninger, på så tæt hånd.
Så tæt, at Simon stod og lænede sig op af en gren, for ikke at træde ud over kanten af klippen (der var ikke meget plads, og meget langt ned), imens en mor med sin unge, stod lige på den anden side af den gren og greb rundt om grene på størrelse med Simons ben, som hun knækkede midt over. Han var meget nervøs for, om hun kunne kende forskel på hans ben og grenene. Hun havde styr på det, og der skete ham intet.

Pludselig kunne jeg se træer og buske ryste i det fjerne. Det lignede noget fra en film, hvor et monster nærmer sig. En stor mørk skikkelse kom til syne, med en flot sølv ryg. Det var Mark, gruppens største han. Lederen. Han var enorm.
Han gik op blandt de andre gorillaer, og smed sig på jorden. Ungerne turde nu for første gang, at komme frem og lege, da de følte sig trygge ved hans tilstedeværelse. Nu kunne ingen gøre dem noget. Ellers ville Mark uden tvivl brække ryggen på vedkommende.
Ungerne sloges, og slog sig på brystet for at indikere at de var den stærke. De gjorde det også overfor Mark, men han slog benene væk under dem, og lod dem lege videre. Det var som at være fluen på væggen i et kærligt familie hjem.
Sikke en flok skønne, kærlige og meget menneskelige væsener.

Det tog en time at gå ned fra bjerget igen, og vi var nede kl. 12. Hvis den flinke mand, der bar vores taske, ikke havde været der, havde jeg nok overgivet mig til “kælkebakken”, men han hjalp mig heldigvis skridt for skridt.
Overvældede og høje på adrenalin og glæde, blev vi kørt tilbage til vores camp.

ET HELT NYT LIV
På bare få dage, kunne jeg mærke hele min sindstilstand ændrede sig. Jeg var stadig træt, bange og udmattet, men jeg var også nået til et sted, hvor jeg fandt glæde ved mere “simple” ting.
I den nye camp var der varme, ro, renhed, varmt vand og håndklæder. At få et varmt bad og gå ud af badet og svøbe sig ind i et varmt håndklæde, gav en helt særlig følelse i kroppen. Det var wellness. Jeg fandt glæde i mange flere ting end jeg plejede, og når der kom mad på bordet, uanset hvad det var, blev jeg så glad. At føle mig mæt, var en ekstrem luksus.
Det glemte min hjemve. Jeg havde vænnet mig til “mit nye liv”. Mit liv hjemme i Danmark var så anderledes, og det var lige pludselig så langt væk. Jeg savnede meget ved det, særligt de varme håndklæder, og at man altid kan ringe til Just-Eat. Men nu var min virkelighed en hel anden.
Vores møde med gorillaerne, var en stor oplevelse. En oplevelse der helt klart udvidede min horisont. Og bekræftede mig i at livet giver belønninger, uanset hvad man befinder sig i. Man skal huske at tage det hele ind, og mærke det helt ind i kernen. Naturen var for mig den belønning jeg mærkede dybest. Den gav mig noget helt særligt.
Jeg var ikke i tvivl om at alt det der skete disse uger, ville være med os resten af livet. Waw! Bare Waw!

I næste afsnit (Vild Bryllupsrejse del. 11 – Uganda) kan du læse om hvordan vi bliver mødt med vold og utryghed i forstaden Entebbe, hvorfra vores fly skulle gå videre til paradis.