Vild Bryllupsrejse del. 12 – Zanzibar (Måske)

HVORDAN KOMMER MAN UD AF UGANDA!?

BOMBETJEK

Afrejsen fra Uganda, var et fremragende eksempel på vores helhedsindtryk af Uganda. Blot presset ned i en enkelt dags rejse fra Uganda til Zanzibar. Turen bekræftede igen hvor lidt struktur og kontrol der findes i Uganda, og hvor ineffektive de desværre er.

Det skal først og fremmest lige nævnes, at jeg har arbejdet for SAS i Kastrup lufthavn et par år. Jeg har lavet alt muligt. Bl.a. indcheckning af passagerer og sikkerhedstjek, hvor jeg har smuglet bomber – falske heldigvis – igennem security, for at se om de opdager det og hvad deres procedure er. Så pga. min lufthavnserfaring, er jeg altid den “voksne” når vi flyver, og Simon følger lidt med, hehe. Jeg er bange for at flyve, men al praktikken rundt om er jeg meget tryg i. Dog har jeg aldrig oplevet noget lignende som vores tur til Zanzibar. Jeg var rystet over deres system, eller mangel på samme. Og jeg har altså lavet security sikkerhedstjek på Bornholm! haha!

Vi skulle flyve fra Entebbe til lufthavnen i Kilimanjaro. Derefter flyve videre til Zanzibar.
Ved indcheckningen gjorde damen bag skranken os opmærksom på, at vores bagage gik hele vejen, men at vi skulle ud af flyet og have nyt boardingkort i Kilimanjaro. Tjek.
I hånden stak hun os et boardingkort, som hun brugte oceaner af tid på selv at skrive. Heldigvis kunne vi da, næsten, tyde håndskriften.

VENTEVÆRELSE ELLER LUFTHAVN?
I gateområdet var der ingen info. Normalt står der “gate 1”, “gate 2” osv. Og der er skærme med informationer alle steder. Men ikke her. Ingen skilte. Ingen skærme. Ingen tal. Blot et aflangt rum med stole på rækker med ryggen til hinanden. Vi kunne se nogle rum, som vi regnede ud, måtte være gates. Disse “gate-rum” var der kun 4 af. Og vi tænkte, at man ikke skulle have det store overblik for at holde øje med alle 4 indgange. Så vi satte os på bænken og ventede.
Damen fra tidligere, som checkede os ind, stod pludselig foran os, og bad os gå til gaten, for de var i gang med at boarde og manglede os dernede. Vi forstod ikke vi kunne være så dårlige til at holde øje.

I gaten slog vi os ned iblandt de andre passagerer, indtil vi kunne få yderligere informationer. Der blev hele tiden sagt noget over højtaleren, men det var umuligt at høre hvad der blev sagt. Utydelige, snøvlende ord og skrattende højtalerlyde, var det eneste vi kunne høre. Der sad tre danske piger som skulle til Kilimanjaro, og de var lige så forvirrede som os.
En dame kom ind i gaten, hun stillede sig midt i rummet og fortalte alle at vores fly var aflyst, fordi besætningen var blevet syge. Alle passagerer panikkede, indtil vi fandt ud af, at det var et andet fly der var aflyst, ikke vores fly. – Man kommer da ikke bare og siger at et andet fly er aflyst. haha.
Lidt efter kom der en anden dame ind i gaten. Hun så vred ud, og begyndte at skælde os ud, til vores store forvirring. Flyet var ved at flyve uden os. Det var åbenbart kun os danskere de ventede på (os og tre danske piger). Damen klagede højt og vredt, og påstod at de havde kaldt efter os flere gange. Vi så alle undrende på hinanden, for ingen af os havde opfattet, at det var os de havde kaldt på. Det var yderst besynderligt.

BAGAGE OG SKRAP DAME SOM IKKE ER MIG

2 timer efter landede vi i Kilimanjaro. Over anlægget i flyet kom en utydelig information om, at dem der skulle flyve videre, skulle blive på flyet. Da vi landede, spurgte vi stewardessen om det også gjaldt os. Hun svarede: “Ja bliv i flyet”. Efter en uge i Uganda, har vi lært at folk bare siger “ja ja” selvom det ikke er korret, også selv om det er vigtig information. Så vi dobbelttjekkede. “Er du helt sikker på vi skal blive i flyet? Også hvis vi skal videre til Zanzibar?”. “Nåh.. nej, så skal I gå ud og med et andet fly.” Jeg blev så irriteret! Hvis vi ikke havde været skeptiske og havde dobbelttjekket var vi måske endt i et andet land.
Vi løb alt vi kunne ud af flyet. En mand viste os vej.

Pga. al denne forvirring, følte jeg mig usikker omkring vores bagage, som vi havde fået at vide, ville gå hele vejen til Zanzibar. Vi spurgte manden om vores bagage blev flyttet til det næste fly. Han så smilende på os og nikkede begejstret.
En anden mand tog over, og førte os videre. Jeg følte mig ikke tryg ved mandens smilende bekræftelse af vores kufferters sikkerhed, og spurgte derfor om det samme til manden der havde taget over. “I tager vores kufferter over i det næste fly, så det ryger direkte til Zanzibar? Ikk?” Han nikkede også og sagde ja, men deres svar virkede så undvigende, og det gjorde mig utrolig utryg.
Da han viste os køen hvortil man skulle have registreret visum, var forvirringen total. Vi havde nemlig købt og betalt visum hjemmefra. Visummet burde give os hurtig adgang til at komme med næste fly mod Zanzibar.
Vi stod i køen længe. Den flyttede sig ikke en meter de første 20 min. Der var kun en time til vores fly ville tage mod Zanzibar. Jeg endte med at gå foran i køen og spørge en mand til råds, som forundret forklarede at vi skulle have været eskorteret direkte til vores videregående fly. – Det undrede mig sjovt nok slet ikke. Manden løb og kom hurtigt tilbage med en lille bestemt dame. Hun bad os følge med hende, og skubbede alle af vejen, så vi kunne komme op foran i alle køerne. Vi fik hurtigt godkendt og registreret både visum og pas.
Herefter fik jeg bekræftet mine bange anelser. Vi blev bedt om at gå hen og hente vores check in bagage. Og ganske rigtigt, der stod de, vores kufferter, som så ikke gik hele vejen til Zanzibar. Jeg havde lyst til at give hende et kæmpe kram.
Vi slæbte vores store bagage med os videre, og forsøgte at følge med hendes små hurtige ben. Vi skulle igennem utallige pas- og security tjek, hvor vi hele tiden blev spurgt, om vi havde chokolade med. Hvad fanden altså! Ja og hvad så?! Vi er nogle slikmunde, men det er da vores sag! haha

På det her tidspunkt havde vi få minutter til flyet lettede, og vi var meget nervøse for om vi ville nå det.
Den lille dame var god, og hun hundsede med alle og fik os hurtigt igennem alle steder. Vi fik checket vores bagage sikkert ind og kom ud til et meget ramponeret fly. Men vi var lettede, både bogstaveligt talt, og i vores krop og sjæl. På vej mod Zanzibar imod alle odds.

Jeg synes det er ærgerligt at de er så utjekkede. Vi oplevede flere steder i landet på arbejdspladser, hvor de bare sad og kiggede. Ingen tager initiativ, og svarer ja ja til hvad som helst. Det føles som om alle på arbejde er småskæve og tøffer rundt i kvart tempo. Det gjorde mig meget opgivende, for man vil så gerne have det går dem bedre, når man ser hvor hårdt de har det. De er jo søde, men puha hvor er de ineffektive og det er frustrerende at interagerer med dem. Hvis vores tidligere guide Robert og den lille skrappe dame kunne få en masse børn sammen, er jeg sikker på det kommer til at gå meget bedre for Uganda, hehe. Der er nogle som prøver, og det er dejligt. Måske der er håb forude. Og underskøn natur har de ihverfald.

Uden mad i maven, og med forvirrede, trætte hoveder, ankom vi heldigvis (og virkelig HELDIGvis!! ) til smukke, smukke Zanzibar, Breeze hotel.
Det var en fuldstændig overvældende oplevelse.

Du kan læse mere om mit møde med Afrikas paradis ø, i næste del “Vild Bryllupsrejse del. 13 – Zanzibar”.

Tak fordi du følger med!