Vild Bryllupsrejse del. 6 – Masai Mara | Bryllupsrejse

KÆMPE KATTE, ZEBRA-DRAB OG BRAMFRIE AMERIKANERE

Jeg havde aldrig været på safari før. Det blev en større oplevelse end jeg havde turde håbe på, og lærte mig en masse. Både om livet generelt og hvor introvert jeg kan være – særligt i.f.t højtrystende amerikanere.

De dyr vi så på safari var bl.a gnuer, Thomson gazeller, topi-, impala- og eland gazeller, flodheste, krokodiller, giraffer, elefanter, strudse, hyæner, vortesvin (pumba), Banded Mungoose (Timon), zebraer, vandbøfler, løver og geparder.

KAT (RINE)
Løverne havde jeg glædet mig mest til at opleve, da kattedyret altid har interesseret mig meget.
Løverne skuffede bestemt ikke, de var præcis som man kender katte. Super kærlige og dovne. Og samtidig nogle selvoptagede røvhuller – elsker det.
Vi oplevede lidt af et drama udspille sig mellem to hunner. En løvemor med sine unger fortærede en impala (gazelle). En anden hunløve kom på besøg (muligvis søster til moderen, mente vores guide). Det var tydeligt, at selvom de hilste på hinanden med det karakteristiske hovedgnup, og virkede kærlige og imødekommende, var deres intentioner en helt anden. Moderen forsøgte at skærme af for maden, og søsteren forsøgte at få fat i det, så snart moderen så væk. Da hun pludselig gjorde sit forsøg på at tage maden, fik moderen holdt hende nede med voldsomme knurren og brøl, indtil søsteren gav op. På trods af at mor havde moster i et hårdt jerngreb, løb ungerne stadig og legede og kælede med dem. Det var utroligt at se, at selv i dyreverdenen kan de have andre hensigter, end det der gives udtryk for.

Vi havde også en enkelt nattekørsel en af de sidste dage, hvor vi kørte igennem en flok løver der brølede for at afmærke territoriet. Er du sindssyg det sagde højt. Det var ret skræmmende når man ikke kunne se dem, men bare høre de var lige ved siden af os. Deres brøl var så høje at hele jeepen rystede. Vi sad bare helt stille og tog det hele ind. Vi hørte også løvebrøl fra vores telt flere gange. Det var lidt intenst når de kom så tæt på.

MÆND ER IDIOTER
Vi mødte et løvepar, som begyndte at gå direkte mod vores safari jeep. Det var en åben safari jeep, og jeg sad yderst mod dem. De gik meget målrettede mod mig, og da de kom helt tæt på, fik jeg øjenkontakt med den smukke hanløve. Min puls steg og jeg holdt vejret. De drejede heldigvis af, og brugte jeepen som skjul, da de havde fået øje på et vortesvin på den anden side af jeepen. Phew!
Det er primært hunløver der jager. Hannen slås og parer sig. Derudover er de ret ubrugelige, så det er jo meget som hos mennesker, ha ha ha. Ikke desto mindre, gjorde hunnen alt hun kunne for at jage sit bytte. Hannen derimod, fulgte bare efter hende, og gjorde ikke det mindste for at gøre sig usynlig. På et tidspunkt sad hannen og gloede vortesvinet lige i øjnene. Han gik hen til hunløven og lagde sig hos hende, selvom hun lå på lur. Alt hans idiotiske tumult opdagede vortesvinet selvfølgelig, og Pumba løb hurtigt væk, til løvindens store irritation. Hannen forstod ikke hendes irritation, men fulgte bare efter hende som en dum uforstående hat af en mand. “Hvad laver du nu?” “Hvorfor går du den vej?” “Er der noget galt?” “Er du sur?” ??? 😀

DÅRLIG HYÆNEBEHANDLING
Hyænerne har jeg altid synes var grimme og uhyggelige (måske jeg har set for meget Løvernes Konge, who knows). Jeg kan afsløre, at når man ser dem i virkeligheden, er de virkelig fluffy og nuttede. Jeg kom nærmest til at holde af dem, hvilket var overraskende. For når man ser dem på tv, virker de ikke specielt tiltalende. Men så igen, tv er jo “medier”, og de kan få selv Bubbi-Bjørnene til at fremstå som bæster. – Næste gang jeg ser nogen i medierne, hvor vedkommende fremstår dårligt, husker jeg at tænke “måske personen har fået “hyænebehandlingen”.
De er også det dyr, der har regnet den bedst ud. De spiser alt. Også knogler. På den måde har de let ved at få føde og overleve i forhold til mange af de andre dyr.

De sidste dage på safarien, kørte vi sammen med to flinke amerikanere. Melody og Adam. Deres snakke-egenskaber var helt i top. Det er min ikke altid. Min energi kører ret pludseligt i bund, og jeg faser ud og har brug for at være alene. Det er lidt svært når man sidder i en jeep med 4 andre mennesker, og risikerer at blive ædt hvis du stiger ud af bilen. Men indimellem havde jeg lyst til at tage chancen. De var virkelig søde mennesker, jeg har bare svært ved at være social i længere tid af gangen. Særligt i naturen, som jeg ser som mit fristed. Hvor jeg tager naturen ind og nyder den i stilhed. Det var der ikke meget af. Der blev primært sunget sange fra Løvernes Konge og snakket om de “cute selfies” vi skulle tage med “the cute baby animals”, haha.

Vi var ude og gå på savannen, og mærke jorden under vores fødder, hvilket var meget grænseoverskridende, men allermest super spændende. Det føles som at træde ud af ens sikre armor, og ud i en stor skræmmende verden. Man følte sig lille bitte, sårbar og overvældet.
Vi fik at vide vi skulle holde os fra buske og træer, hvis vi ikke ville ædes af løver. Så det var faktisk det sikreste at gå ude midt på den åbne savanne. Den var øde, og vi kunne kun høre lyden af brølende gnuer.
Masierne (guiderne) gik dog bare rundt på denne måde hver dag, de skulle ikke køres rundt i sikre jeeps som vi skulle, de var vant til at færdes, og vidste præcis hvad de skulle gøre, hvis de blev mødt af et truende dyr. De er sgu seje!

THE BIG (INSANE) MIGRATION
Vi kørte ud til en flod, hvor vi håbede på at kunne se den store gnu vandring, og øjeblikket hvor de 1000 vis af dyr, krydser floden i stor tumult. Flere millioner af gnuer, vandrer igennem Serengeti, som trækker sig fra Kenya og nedover Tanzania.

Vi hørte om flere turister der var kommet dertil 5 år i træk, uden at opleve en migration. Grunden til det, er at gnuerne skifter mening så snart de når floden. De kender til risikoen ved at krydse den, da krokodillerne ligger parat. De kan vente med den beslutning i dagevis.
Vi fulgte migrationen længe. Flere gange tog enten en zebra eller gnu førerpositionen, og gik ned mod vandet og overvejede situationen. Men de opgav, og trak sig væk fra floden. Vi sad i vognen i 5 lange timer. Men pludselig tog en zebra tørnen og startede migrationen over floden. 10 voldsomme minutter, hvor tusindvis af store dyr væltede paniske over floden, med livet som indsats.
Krokodillerne bed efter gnuerne, flere krokodiller blev sparket i hovedet. En løve lå på lur på den anden side af floden, og nedlagde en gnu, idet den lige var nået sikkerhed.
Min amerikanske nye veninde Melody og jeg tudede, da en baby zebra blev fanget af en krokodille, og lige så stille blev bidt ihjel og druknet af flere krokodiller. Det gjorde så ondt at se på. Vores guide stod ved siden af os, og sagde “It is nature.” Og han har så ret. Det er dyrenes måde at overleve på. Men et menneskes empati slår i den grad alarm.
Turen på vej tilbage var stille. Vi sad hver især og tog alt det ind, vi netop havde oplevet. Det er så svært at forklare hvad den oplevelse gør ved en, men den kunne lukke munden på selv vores nye amerikanervenner, og det siger ikke så lidt. Jeg sad hele vejen tilbage til campen med våde øjne. Jeg var fyldt op med indtryk og var fuldstændig overvældet.

Dagen efter troede vi at vi skulle på safari igen, men guiderne snød os. De kørte os ud til det smukkeste bjerg, hvor de havde dækket et bord og lavet en særlig buffet for os. Det var så hyggeligt bare og sidde der med udsigt langt udover savannen. Sikke en dejlig måde at nyde sin sidste dag.

ENDNU EN FLYVETUR – NATIONALPARK VS STORBY
Vi tog tilbage til Nairobi fra Karen Blixen Camp i Masai Mara. Flyveturen bød på lidt udfordringer, da de var 1 time forsinket, eller som de kalder det : African Time.

Vi skulle mellemlande to steder undervejs, for at samle flere passagerer op. Jeg er jo ikke den store fan af start og landinger i fly, så den måtte jeg lige sluge, sammen med en halv flypille.
Tilbage i Nairobi, blev vi hentet af en guide som kørte os ind igennem Nairobi Nationalpark, hvilket ikke bød på ligeså mange dyr som i Masai Mara. Men vi var da heldige at se to næsehorn her.
I Nairobi nationalpark, skulle vi bo i selve nationalparken, på en lille Lodge, Ololo Lodge, oppe af bjerget. Heldigvis hegnet ind, så vi ikke kunne få besøg af løver (det havde de før oplevet, fortalte de).
Parken ligger klods op af selve Nairobi by. Men de har hegnet siden ind mod byen af, for ca. 6 år siden. En løve som ikke havde kunne finde føde i parken, kom ind til byen og slog en 5 årig dreng ihjel. De fandt kun hans hoved og det ene ben.

Jeg har aldrig været et sted, hvor jeg følte mig tættere på naturen. Jeg ved ikke om det er fordi Afrika og savannen er “menneskets vugge”, men det var enormt rørende. Naturen er brutal, hård og ubarmhjertig, men samtidig fyldt med kærlighed og smukke øjeblikke. Som livet er. Jeg nød hvert sekund. Også de barske.

Læs med næste gang i “Bryllupsrejse del. 7 – Nairobi Nationalpark”. Hvor jeg får nok, og begynder at overveje at tage hjem til Danmark.