Vild Bryllupsrejse del. 16 – Pemba | Bryllupsrejse

FARVEL TIL PARADIS.
DE SIDSTE OPLEVELSER SKAL IKKE VÆRE KEDELIGE

AVANCERET SNORKELGUIDE
Vores sidste dage på Pemba, brugte vi på bl.a. at tage ud og snorkle.
Vores tanke var at gå ud i vandet fra stranden af, og se hvad vi fandt. Men for at være sikker på at vi gjorde det rigtigt, spurgte vi en af de ansatte på hotellet til råds. De havde i forvejen løbet os i hælende længe, og prøvet at sælge idéen om at tage på cykeltur med dem ind til byen, eller på spicetur, eller med ud og dykke eller snorkle. De kedede sig tydeligvis utrolig meget. De sad også det meste af dagen, og snakkede eller gik lidt rundt om dem selv, så jeg forstår godt de havde brug for at lave noget. Men når man netop har holdt et bryllup, og været på safari og trekking og jeg ved ikke hvad, så har man utrolig meget brug for at lave ingenting i nogle dage. Man har lyst til at sove og glo ud i luften. Mere kan man ikke overskue.
En stille og rolig snorkeltur kunne energien dog godt lige klare, så derfor spurgte vi den flinke afrikaner til råds. Men når man beder om hjælp, må man også forvente at blive hjulpet, meget mere end man havde håbet på. Vi blev sat på en båd af 5 mænd, sejlet ud til et rev af 2 andre mænd som havde pakket madpakker og jeg ved ikke hvad. Og pludselig skulle vi hoppe ud på ca. 5 meter dybt vand. Snorkle ned på bunden og op igen, og længere ud og længere hen. Hvilket jeg slet ikke er til. (Jeg synes det er rigtig fint, når jeg kan bunde og tage det i mit eget tempo, hehe).

Det er nærmest en bjørnetjeneste de gør sig selv, når de sætter himmel og hav i bevægelse for noget som kunne løses let og ligetil. Det er helt som ham på legepladsen der ALT for gerne vil være venner. Det bliver simpelthen for meget. De spørger hele tiden om de skal gøre noget, og det kan man jo godt forstå. Men man vil næsten ikke starte dem, for pludseligt flyver der 10 mennesker rundt om en, og slæber på sandwiches og kølebokse, og man skal skifte mellem to både, og ud på dybt vand og tage minimum 3 dyk på 5 meters dybde, for det kan ikke blive vildt nok. Pludseligt er man udmattet og overvældet, når man egentlig mest havde lyst at soppe lidt i vandkanten, haha.
Jeg kan godt forstå de vil have noget at give sig til. Jeg ville også blive skør af bare at sidde og kigge, det er helt stressende at være i. Det minder mig om da jeg arbejdede i lufthavnen, hvor jeg skulle ‘eskorterer’ en person ind som skulle arbejde i lufthavnen over en periode. Det betød dybest set at jeg skulle kigge på en mand sende mails i 8 timer om dagen. Det bliver man sindssyg af. Derfor strak jeg mig lidt ekstra, nærmest for at gøre dem glade, i stedet for at have fokus på at holde ferie. Så pludseligt snorklede jeg rundt på dybt vand, og kunne ikke nænne og sige at jeg ikke kunne tåle deres madpakke. Så ja, ja, selvom jeg var ved at dø af skræk og fik uanede mængder vand i næsen, var det da en sjov oplevelse at få med sig hjem, om ikke andet var det en god historie.

UBUDENDE GÆSTER
Vi fik generelt åbnet øjnene for hvor store kulturelle forskelle der er på dem og os. F.eks fik vi en overraskende oplevelse med os, som fik sat vores forskellige måder at leve på, i perspektiv- Forståelsen for privatliv.
Vores hotelværelse havde en tilhørende have. Flere gange imens vi lå og solede os, kom der fremmede mennesker, vadende igennem haven.
En af de første dage overvejede jeg at smide toppen for at undgå bikini mærker, og nu lå vi jo alligevel i privathed. Men pludselig vandrede der en mand igennem haven, hilste på os og gik videre. Vi så forvirrede på hinanden, og jeg følte ikke længere at jeg kunne vide mig sikker på min privatsfære.
En anden dag, stod der pludselig to mennesker ude foran vores store ruder, som vendte ud imod haven og med udsigt til havet. Jeg havde lige lagt mig på sengen efter et bad, og lå bare i mit undertøj. De stillede sig op lige foran vinduerne, og pegede rundt i haven, og ind af vinduerne. På et tidspunkt stod den ene af dem og kiggede på os, som var hun en tur i Zoologisk have. Det var sindssygt ubehageligt og grænseoverskridende. Simon måtte gå ud og høre hvad de lavede, før de forlod haven.
Jeg begyndte at forstå, at de ikke har samme private haver som vi har hjemme i Danmark, hvor vi bliver rasende hvis nabodrengen kommer til at kaste en bold ind på vores grund. De deler deres grund med mange andre. Man kan særligt se det, når man kører rundt i byerne. Alle går og sidder ude foran de små blikhuse, og benytter alle grunde som offentlige områder. Det virkede på mig, som om de ikke har samme forståelse af en privat grund, sådan som vi har.

I vores hotelværelse havde vi hele tiden haft en underlig kradsende lyd fra et stykke træ, der hang på væggen. Vi så 2 søde gekkoer løbe rundt inde i rummet, og som pilede ud gennem revnerne ved døren om aftenen, når de skulle ud på jagt. Vi synes de var så søde, og de kom aldrig i nærheden af os, så vi lod dem være. Det var jo deres hjem mere end vores.
Dagen hvor vi skulle hjem, fandt vi ud af det ikke var de 2 søde gekkoer, der havde boet bag træet. Men derimod træhvepse der var ved at bygge rede. Det var lidt uhyggeligt, at de havde været ved siden af os hele tiden, mens vi havde boet der. Men jeg er dem taknemmelig for, at de først viste dem selv på den sidste dag. Betænksomme naboe.

En helt fantastisk bryllupsrejse var nu ved at være ovre. Og vi havde svært ved at tro at vi snart skulle indfinde os i en dansk hverdag igen. De smukke, lyse dage vil snart skiftes ud med kolde, lange regnfulde dage og gråt vejr. Men vi glædede os nu også til at se vores venner og familie igen.

Først skulle vi dog tilbage til et kæmpe kulturchok i Dubai igen. Og ikke nok med det, så skulle jeg da lige have fornøjelsen af at blive syg igen, igen, med masser af malaria symptomer. Læs med i næste del af “Vild Bryllupsrejse del. 17 – Tilbage i Dubai”.